Optimal betalingsformidling i den offentlige sektor - Finansministeriet

kpmg
Mellemstation
Hvem skal betale?
Markedsstyring
Er der et potentielt
marked?
Servicefællesskaber
Alternativerne
Det er værd at dvæle et øjeblik ved den sidste løsning. Den har nemlig en afgørende
strukturel lighed med Finansministeriets forslag vedrørende fakturaproblemet:
Fra det offentliges synspunkt sker det hele digitalt (kun elektronisk fakturamodtagelse),
men for at håndtere de ikke-digitale dele af omgivelserne må der indskydes
en mellemstation, der kan oversætte mellem digitale og ikke-digitale medier. På
fakturaområdet er det blot omvendt: Nogle firmaer skal via scanningsløsninger
oversætte papir til digital information i forhold til det offentlige, mens mellemmænd
på informationsområdet skal oversætte fra digitalt til ikke-digitalt. Det svarer til
forskellen mellem (ind)scanning og (ud)printning - papir i begge ender, enten ind
eller ud.
Det er et åbent (politisk) spørgsmål, hvem der skal bære hovedparten af omkostningerne.
Enten kan det offentlige betale for udsendelsen som i dag. Det kræver en aftale
med mellemstationen om stykpriser. Eller man kan opkræve omkostningerne -
eller i det mindste dele heraf - hos borgerne/virksomhederne. For eksempel således,
at betalingen afspejler de forskellige omkostninger ved at formidle information digitalt
eller ikke-digitalt.
Fakturaløsningen og eKommunikation har endnu et fællestræk: De kan fungere i et
markedsstyret miljø, dvs. med flere konkurrerende leverandører (mellemstationer).
Man kan således forestille sig, at myndigheder udbyder opgaven med at være
mailswitch, og at borgere/virksomheder på deres side også kan vælge leverandør.
Disse leverandører skal blot hænge sammen ved et aftalenet som pengeinstitutternes,
der muliggør overførsel af midler mellem pengeinstitutter ifølge aftalte standarder
og priser (jf. omtalen heraf i kapitel 3). Og så med den tilføjelse, at Post
Danmark fortsat har ret til at udbringe breve under 100 g, og at enhver leverandør
derfor vil skulle anvende Post Danmark til hovedparten af de papirbaserede forsendelser.
Men der vil være konkurrence på udprintning, indscanning, kuvertering,
elektronisk formidling m.v.
En ting er, at der teknisk set er mulighed for et konkurrencepræget marked for digital
informationsformidling, men er der et bæredygtigt marked? Post Danmark er på
vej med en løsning, men vil andre virksomheder gå ind på markedet? Her er det afgørende
at huske på, at vi her diskuterer økonomisk relateret betalingsformidling.
De løsninger, der kan håndtere tekst om betalinger, kan naturligvis også håndtere al
mulig anden tekst, og det relevante er således at diskutere, hvad fordelene kunne
være i forhold til al informationsudsendelse fra den offentlige sektor. Det er ikke
opgaven her, men det er vigtigt at holde sig denne kontekst for øje. Så vidt vi ved,
er der ingen, der ved, hvor mange potentielt digitaliserbare breve det offentlige udsender
i alt til borgere/virksomheder om året. Måske et tal i størrelsesordenen 100
mio. stk. kunne være realistisk. Samtidig ville private virksomheder kunne anvende
ydelserne. Umiddelbart forekommer det derfor, som om markedet er stort nok til at
kunne bære flere leverandører.
Et andet alternativ kunne efter KPMG's vurdering være servicefællesskaber, dvs. at
offentlige aktører gik sammen om at skabe fælles løsninger på informationsproblemet,
som f.eks. ToldSkat og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har gjort det med Let-
Løn.
På basis af ovennævnte kan man principielt forestille sig følgende organisatoriske
løsninger, som er baseret på de to dimensioner: (a) Skal der være en eller mange
aktører? Og (b) skal de være offentlige eller private?
147