Optimal betalingsformidling i den offentlige sektor - Finansministeriet

kpmg
Generelle barrierer
5.3.5 Barrierer for optimering
Man kan stille det generelle spørgsmål, hvorfor der eksisterer kontante udbetalinger
ud over de begrænsede tilfælde, vi ovenfor har nævnt som umiddelbart "nødvendige".
Hvorfor er der en række unødvendige kontante udbetalinger - som oven i købet
er bekostelige? Gennem vort arbejde har vi især mødt følgende synspunkter:
1 "Tradition". Institutioner kan vælge at udbetale kontanter, fordi betalingsmodtageren
foretrækker at modtage kontanter - af "vane". Dette er naturligvis
et gyldigt argument, og derfor skal man huske på, at der fra en NemKonto naturligvis
kan trækkes rede penge! Udbetalingen sker bare i banken og ikke fra
det offentlige.
2 Service. Mange opfatter det som en "service", at staten kan udbetale kontant,
hvis man af en eller anden grund ønsker det. Igen et helt legitimt synspunkt,
men der er her tale om en service, som ikke - i modsætning til andre ydelser -
nødvendigvis skal varetages af staten. Det er stadig en service at kunne overføre
penge til en konto, hvorfra der kan udbetales kontant, og der kan næppe tales
om en forringet service.
3 Krav om kontant betaling. Visse institutioner betaler deres leverandører kontant.
Man kan dog næppe forestille sig, at der er leverandører, der vil afvise
salg af varer eller ydelser, hvis der kun kan betales via en NemKonto, også selv
om det generelt vil indebære en vis leverandørkredit.
Heraf ses, at vi ikke finder rationelle argumenter for ikke at lade de fleste kontante
udbetalinger erstatte af udbetalinger til en NemKonto. Den mest gyldige forklaring
på kontantudbetalingernes eksistens er formentlig organisatorisk inerti.
5.3.6 Konklusioner
• Det offentlige udbetaler ca. 29 mio.kr. i kontanter via 59.000 transaktioner.
Dette beløb omfatter ikke små udbetalinger og er desuden meget konservativt
skønnet og kan let være flere gange større.
• Det koster i gennemsnit 43 kr. at foretage en kontant udbetaling. Det skyldes
især, at det kræver ansatte at udbetale, kassebeholdningen skal gøres op, penge
hentes og bringes, ofte skal der kvitteres for modtagelse m.v.
• Hvis man i stedet for kontant betaling anvender udbetaling direkte konto-tilkonto,
vil man kunne spare 2,5 mio.kr.
• I langt størsteparten af tilfældene er der hverken tekniske eller servicemæssige
forhindringer for at foretage konto-til-konto-overførsler. De allerfleste udbetalinger
sker på områder, hvor flertallet af udbetalinger allerede sker konto-tilkonto.
At pengene fremover skal hentes i en bank kan næppe anses for en serviceforringelse.
• Finansministeriets lovudkast realiserer optimeringspotentialet.
74