Optimal betalingsformidling i den offentlige sektor - Finansministeriet

kpmg
Udsendelse af e-mail
Mellemstationer
Optimering og
incitamenter
Ud over initialomkostninger til anskaffelse af nødvendigt hardware m.m. er der kun
meget små omkostninger forbundet med selve udsendelsen af e-mails til borgere og
virksomheder. Udgiften stiger heller ikke med en forsendelses indholdsstørrelse.
Der vil derimod være løbende udgifter forbundet med at supplere og opdatere et register
over modtagernes e-mail-adresser.
Det er vanskeligt at opgøre et nøjagtigt optimeringspotentiale ved brug af e-mail
som forsendelseskanal. Ideelt set vil det være stort, da man vil kunne sammenholde
data med beregningerne for BetalingsService, 39 hvor adviseringsudgifterne til PBS i
tilgift vil skulle fratrækkes. Optimeringspotentialet ville i så fald kunne være helt
op til omkring 39 mio.kr. Men da der ikke eksisterer et samlet register over potentielle
modtageres e-mail-adresser, vil man reelt langt fra kunne nå ud til samme antal
brugere. Det har således ikke været muligt at beregne det reelle potentiale ud fra
de oplyste data.
Ved oplistningen af fordele og ulemper ved elektroniske forsendelsesmuligheder
vedrørende indbetalinger berøres problemet omkring kravet om udsendelse af eksempelvis
betalingsopkrævninger i realtid (ved korte betalingsfrister), hvilket ikke
opfyldes af BetalingsService-løsningen. Problemstillingen har ikke samme relevans
ved udbetalinger.
Den mest hensigtsmæssige løsningsmodel består givetvis i (a) at anvende mellemstationer,
der kan konvertere fra digital til ikke-digital information og ved (b) at
inddrage al information fra det offentlige og ikke kun betalingsrelateret information.
Disse løsninger er dog kun interessante, hvis hver myndighed kan få udsendt og
printet sine breve ud i formater, der svarer til dem, der printes ud i dag, dvs. i ønsket
format med brevhoved, i farver etc. De eksisterer ikke i dag, og derfor kan der ikke
gives priser og beregnes optimeringspotentialer, men de er formentlig meget store.
Desuden afhænger meget af, hvordan man politisk vælger at fordele omkostningerne
mellem det offentlige og borgerne/virksomhederne. Én model (a) ville være, at
det offentlige betaler alle udgifter for udsendelser som før, nu via mellemstationen.
Det andet ekstrem (b) ville være, at alle omkostninger gøres til et mellemliggende
mellem mellemstationen og borgeren/virksomheden, som det f.eks. er tilfældet i
forholdet mellem pengeinstitutter og deres kunder. Imellem disse to ekstremer (c)
er der uendeligt mange alternativer. Et er, at det offentlige betaler omkostninger,
der svarer til digital forsendelse, mens eventuelle ekstra omkostninger pålægges
omgivelserne.
Hvis det offentlige påtager sig alle omkostningerne ved at betale mellemstationen
for udsendelse til omverdenen, er der ingen incitamenter til yderligere optimering,
mens det vil være tilfældet, hvis omkostningerne helt eller delvist flyttes over på
borgerne/virksomhederne. Problemet heri kunne være, at det især er f.eks. ældre
mennesker og mindre virksomheder, der bærer omkostningerne ved at være ikkedigitale.
En løsning herpå kunne være, at det offentliges gevinst ved digitaliseringen
tilbageføres til bl.a. de omtalte grupper, som både kompenseres og samtidig har
et incitament til digitalisering. Det bliver i så fald de digitale ældre og små virksomheder,
der opnår en nettogevinst i forhold til andre. Men her berører vi fordelingspolitiske
problemstillinger, som det ligger uden for denne rapports rammer at
behandle.
39 Andelen af befolkningen med internetadgang svarer stort set til antallet af PBS-
tilmeldinger.
163