Optimal betalingsformidling i den offentlige sektor - Finansministeriet

kpmg
• Både teknisk og økonomisk set kan der eksistere flere "mellemstationer", og de
kan være i konkurrence med hinanden. Dem, der driver mellemstationerne,
kan være offentlige servicefællesskaber eller private aktører.
• På kort sigt kan de største gevinster hentes via e-mail eller e-Boks, fordi de er
billige at benytte. Men da begge løsninger er mere eller mindre ringe udbredt,
vil de største gevinster umiddelbart kunne hentes ved brug af PBS Betalings-
Service, hvor optimeringspotentialet er mindre, men antal tilmeldte debitorer er
større. I tilgift vil alle målgrupper kunne nås via BetalingsService, da PBS både
tilbyder elektronisk og papirbaseret levering
• Hvis man antager, at halvdelen af de eksisterende breve kan digitaliseres til
1,20 kr. pr. stk., er der sparet 16 mio.kr. Da vore tal om forsendelser er underestimerede,
kan der formentlig spares langt mere ved blot at anvende de eksisterende
løsninger. Hvis en del af udsendelsesudgifterne flyttes fra den offentlige
sektor til relationen mellem mellemstation og borgere/virksomheder, kan
der spares yderligere. Det vil endvidere ændre incitamentsstrukturen til fordel
for yderligere digitalisering.
• De nævnte løsninger kan naturligvis anvendes på al information, der udsendes
fra det offentlige, og ikke kun betalingsrelateret information. Vi har indikationer
på, at det offentlige i alt udsender 100 mio. digitaliserbare breve om året.
Hvis der kan spares 4 kr. pr. stk. ved fuld digitalisering, er det mulige øgede
råderum stort. Også ved et noget mindre optimeringspotentiale vil der kunne
skabes et solidt, effektivt marked for "mellemstationer".
• Man bør satse på optimering af informationsudsendelse frem for modtagelse.
Dels er der større volumen, dels er det lettere at styre for det offentlige selv.
Det offentlige modtager også informationer fra omverdenen vedrørende indbetalingerne.
Her kan man konkludere:
• Det offentlige modtager mindst 3,5 mio. breve pr. år fra borgere/virksomheder
om indbetalinger, heraf knap 40.000 i kommunerne og resten i staten. Hermed
illustreres igen, at vort datagrundlag for den kommunale sektor i særlig grad er
upålideligt vedrørende information - det reelle antal modtagne informationer er
langt højere.
• I staten modtager ToldSkat alene 2,4 mio. informationer, især som kvantitative
angivelser, der tjener som basis for indbetalingens størrelse. På domstolsområdet
modtages 1 mio. informationer, især i forbindelse med betaling af tinglysningsafgifter.
• Der eksisterer allerede tekniske løsninger, især internetløsninger, e-mails og
automatiserede indbetalingskort. Problemet består i, at mange informationsafgivere
ikke er digitaliserede. Derfor må der også her anvendes mellemstationer,
hvis det offentlige kun skal modtage information digitalt. Disse mellemstationer
er her scanningssystemer, indtastningsbureauer m.v. Også her eksisterer
der gennemprøvede løsninger.
• Det primære fokus bør være virksomheder, da optimering må forventes at være
lettere at opnå her frem for hos borgerne. Det skyldes dels den procentvis højere
grad af teknologisk kunnen i forhold til borgersegmentet, dels at det er
nemmere at tilrette virksomhedernes indberetningsvaner. Desuden er en stor
andel af virksomhedernes betalingsrelaterede informationsflow over for det offentlige
af løbende karakter, hvor en strømlining vil give flere gevinster.
156