S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 1 0 0 ]
B j a r k e N i e l s e n
terms are thought to be old fashioned, even
reactionary. Unfortunately social reality
seems to be mistaken as well!” (Friedman
2002: 30)
At man videnskabeligt kan påvise tingenes
faktiske konstruktioner og sammenblandinger
gør næppe disse fænomener
mindre virkelige (jf. Bourdieu 1977, Calhoun
1995, Anderson 1991). Calhoun har påpeget:
”it is a sociological misunderstanding to
think that the reality of nations depends
on the accuracy of their collective selfrepresentations”
(2003, 561). Med andre
ord bør effekten af repræsentationer af
national identitet ikke forveksles med,
at en overordnet national fortælling og
forestilling næppe er historisk korrekt.
Den daglige produktion og reproduktion
af det forestillede (nationale) fællesskab
forekommer ofte virkelig og effektfuld uanset
om dennes kontingente rødder kan påvises.
Måske bør denne pointe tages alvorligt, hvis
human- og socialvidenskaberne skal forfølge
deres merit – analyse og forståelse? Det er
med andre ord værd at huske på: “Distrust
of essentialism in social theory should not
blur our awareness of its equally pervasive
presence in social life. Essentializing
essentialism is pointless” (Herzfeld 1997,
26).
Afslutningsvis kan problemet med
et celebrerende perspektiv, som giver det
symbolske forrang, opsummeres. På den
ene side synes dette perspektiv at glemme
eller undertrykke, at globalisering dybest set
er knyttet til økonomi (dermed ikke være
sagt at det er det eneste rigtige perspektiv
eller, at det skal erstatte alt andet – det
ville være et tab); at en institutionaliseret
og strukturel (global) profitmaksimering
kontinuerligt producerer og reproducer
vilkår for at klatre op eller falde ned af
en social rangstige, og at arbejdsløshed,
fattigdom og (kulturelle) konflikter
måske er relateret til sådanne strukturelle
effekter. Da et celebrerende perspektiv ikke
fokuserer på disse problematikker, ignoreres
økonomisk redistribuering og fokus flyttes
til udelukkende at behandle spørgsmålet
omkring kulturel anerkendelse: ”many of
those involved in culture struggles… simply
ignore [economic] distributive injustice
altogether and focus exclusively on efforts
to change culture” (Fraser 2000, 110).
På den anden side spøger
reduktionismen i perspektivet, siden der
er tendens til at ”drastically simplify and
reify group identities”, hvilket netop er at
reducere den Anden til kultur (Fraser 2000,
108). Denne optik risikerer, ifølge Fraser,
at modarbejde sit eget udgangspunkt,
øget frihed, tolerance og anerkendelse,
idet en øget reificering af kulturel forskel
risikerer at fremme det modsatte: konflikt
og intolerance. Perspektivet forbigår
fænomener som ulighed (der ikke er
kulturel) inden for og imellem grupper
samt forskellige statuspositioner og
anerkendelsesmekanismer inden for og
imellem disse. At påpege disse diskussioner
betyder ikke, at kulturel anerkendelse ikke
er vigtig: “that would condemn millions of
people to suffer grave injustices that can
only be redressed through recognition of
some kind” (Fraser 2000, 119).
Måske er det tid til at sammentænke
det symbolske og kulturelle med det givne
og det materielle. For det første implicerer
dette, at et kulturelt berigende perspektiv
risikerer at blive tandløst, hvis ikke man
tænker dette sammen med økonomiske og
sociale processer. For det andet er målet
ikke at afskrive det dannelsesperspektiv,