S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
B e r t e l N y g a a r d<br />
N o g l e t a n k e r o m e n h i s t o r i s k m e t o d e<br />
Metoden er vel nok det mest centrale og<br />
samlende i selvforståelsen hos det historiefag,<br />
jeg arbejder indenfor. Man kan med en<br />
vis ret hævde, at metoden i historiefaget –<br />
traditionelt forstået som kildekritisk metode,<br />
hvorigennem man fastsætter et udsagns<br />
værdi som kilde til historiske kendsgerninger<br />
– er tilbøjelig til at overtage den centrale<br />
rolle, som ’teorier’ spiller i en række andre<br />
fag. Den vel nok vigtigste tankestrømning i<br />
grundlæggelsen af det moderne historiefag,<br />
den tyske historisme omkring Wilhelm von<br />
Humboldt, Leopold von Ranke og J.G.<br />
Droysen, kritiserede da også fra 1820’erne<br />
og frem de mere teoretisk fokuserede<br />
videnskaber for at tvinge spekulative,<br />
universalistiske teorier, f.eks. sociologiske<br />
læresætninger, ned over de historiske tanker<br />
og forekomster i al deres specificitet. Ifølge<br />
dem måtte enhver historisk forekomst<br />
betragtes efter sine egne iboende værdier<br />
– ’enhver epoke er umiddelbar over for<br />
Gud’ er et ofte benyttet Ranke-citat, der skal<br />
belyse dette. (Ranke 1965, 12)<br />
Netop metodebegrebets hævdvundne<br />
centrale rolle har imidlertid indebåret en<br />
fare for, at begrebet selv skulle opfattes<br />
ahistorisk, som om metoden var selvidentisk<br />
til alle tider og i alle sammenhænge. Hermed<br />
opstod et paradoks: Netop for at nå til<br />
en genuint historisk erkendelse kastede<br />
historiefagets pionerer vrag på abstrakte<br />
teorier, men en af konsekvenserne af<br />
deres fremgangsmåde blev, at metoden fik<br />
samme formal-universelle karakter som de<br />
spekulative teorier, de havde afvist. Jeg skal i<br />
det følgende reflektere kortfattet og generelt<br />
over dette paradoks og over forskellige<br />
forsøg på at udvikle en historisk erkendelse.<br />
Den ’ahistoriske’ udlægning af den<br />
historiske metodes karakter byggede i vidt<br />
omfang på karakteristisk ensidige læsninger<br />
af især Ranke i engelsk- og fransktalende<br />
lande – og for den sags skyld i Danmark. (Jvf.<br />
Iggers 1997, 86-88. Keylor 1975, 8. Manniche<br />
1981, 215-219) Her blev de tyske historisters<br />
fordring om videnskabelighed typisk læst<br />
’positivistisk’, som var kildekritikkens<br />
metode alene en slags filter af videnska<br />
belighedsgarantier, hvori alle ’subjektive’<br />
elementer blev fjernet fra kilderne, og<br />
hvorefter kun de ’objektive’ kendsgerninger<br />
stod tilbage – enkeltkendsgerninger, som<br />
det var historievidenskabens overordnede<br />
opgave at indsamle og akkumulere. Inden<br />
for dette atomistiske verdensbillede, hvor<br />
den videnskabelige helhed blev betragtet<br />
som summen af de enkelte videnskabeligt<br />
sorterede kendsgerninger, måtte metoden<br />
være selvidentisk, et formelt universale. Den<br />
måtte tillægge sig nogle af den cartesianske<br />
rationalistiske metodiks egenskaber. Ellers<br />
kunne den objektive videnskabelighed jo<br />
ikke garanteres.<br />
s e m i k o l o n ; å r g 5 , n r. 1 0 , 2 0 0 5 [ s . 3 7 - 4 1 ]
Change language