S E M I KO L O N - EgernInc

P a w H . A m d i s e n , C a s p e r J o h n A n d e r s e n
o g H a n s H e n r i k H j e r m i t s l e v
F r a b l æ n d v æ r k t i l h å n d v æ r k
- b i d r a g t i l e n i d é h i s t o r i s k m e t o d e d i s k u s s i o n
Fra blændværk til håndværk
De førhen selvstændige institutter for
Filosofi og Idéhistorie blev sidste år
fusioneret til et storinstitut med to relativt
selvstyrende afdelinger. Selvom fusionen i
første omgang var af administrativ karakter,
så giver den også anledning til – med henblik
på et fremtidigt samarbejde, der forhåbentlig
også vil blive stadigt tættere på den
faglige front – at reflektere over forskellen
på filosofi og idéhistorie som autonome,
humanvidenskabelige discipliner. At der
rent faktisk er en forskel på de to fag er
nemlig en pointe, som vi mener, det er uhyre
vigtigt at insistere på. En forskel, der ikke
lader sig indfange af spørgsmål som ”hvad
er filosofi?” og ”hvad er idéhistorie?”. De af
os, der i årevis har hørt sådanne spørgsmål
blive diskuteret og selv har deltaget i denne
diskussion, ved nemlig, at dette ikke fører
til noget frugtbart resultat. I stedet skulle
man hellere stille et mere pragmatisk
spørgsmål som ”hvordan bedriver man
idéhistorie?”. Et sådant spørgsmål afføder
nemlig også pragmatiske svar. Men vel og
mærke ikke vulgærpragmatiske besvarelser,
som ”at idéhistorie er, hvad vi gør det til”
eller ”anything goes”. Besvarelser som
netop er fremtrædende, når et essentialistisk
spørgsmål som ”hvad er idéhistorie?” bliver
stillet.
Spørgsmålet om, hvordan vi bedriver
idéhistorie, er naturligvis spørgsmålet om
idéhistorisk metode, eller spørgsmålet
om, hvad det er for nogle metodologiske
værktøjer, vi som historikere bruger i
omgangen med vores genstandsfelt – de
historiske ’tekster’ og de tankeformer, vi
her finder sprogligt artikulerede. Hvad vi
efterlyser, er altså en løbende idéhistorisk
metodediskussion, der ikke kun bliver ved
snakken, men som også bliver en integreret
del af den idéhistoriske praksis – særlig
blandt fagets studerende. Helt konkret
foreslår vi, at der på grunduddannelsen
indføres et metodefag, der i et komparativt
perspektiv introducerer de væsentligste
moderne positioner i den idéhistoriske
metodediskussion – positioner repræsenteret
ved folk som f.eks. Hans Blumenberg,
Michel Foucault, Reinhardt Koselleck og
s e m i k o l o n ; å r g . 5 , n r. 1 0 , 2 0 0 5 , [ s . 5 7 - 5 8 ]