S E M I KO L O N - EgernInc

i stor udstrækning binær; det globale fejres
som bedre end det lokale; det kosmopolitiske
som værende mere rigtigt end national
rigiditet og multikulturalisme som erstatning
for mono-kultur og så fremdeles (se f.eks.
Cheah 1998b, Bauman 2001, Hannerz
1992). Sahlins har i denne forbindelse gjort
følgende vigtige observation: ”people act in
the world in terms of the social beings they
are, and it should not be forgotten that from
their quotidian point of view it is the global
system that is peripheral, not them” (1999,
412).
Flydende kultur eller reifikation og
symbolsk idealisme? Rødder uden
vinger?
Men hvordan er denne hybride tilgang til
kultur og – grundet dennes centrale status
– til globalisering overhovedet en mulighed?
Hvad er det for en opfattelse af kultur,
der lister sig ind i kritikken af verden som
”a cultural mosaic of separate pieces with
hard, well-defined edges” (Hannerz 1992,
218)? Netop tanken om forskellige kulturelle
mosaikker bliver faktisk reproduceret i
lanceringen af det hybride, når man vender
problematikken på hovedet:
“[H]ybridity is a closet idealism. It is an
anthropologistic culturalism, a theory
of resistance that reduces the complex
givenness of material reality to its symbolic
dimensions and underplays the material
institution of neo-colonial oppression at a
global-systemic level” (Cheah 1998, 302).
“[…] The understanding of culture as the
realm of humanity’s freedom from the
given” (ibid., 292).
“This mingling of cultures, the fusion that
leads to supposedly new products, is a
’ R i g t i g ’ o g ’ f o r k e r t ’ k u l t u r
metaphor that can only succeed in terms
of a previous metaphor, that of culture as
matter, in this case apparently, a fluid. In
strictly formal terms this substantialization
of culture also leads to an understanding of
the latter in terms of products rather than
production” (Friedman 1995, 82).
I disse to citater peges der på tre problemer,
som løbende vil blive diskuteret i det
følgende. For det første reduceres kultur
til tekst eller symbolske diskurser (tale), og
kultur (forstået som meningstilskrivelse i
verden) løsrives fra en materiel bundethed
(økonomi, stabilitet). Dette er en falsk
adskillelse. Tanken om blanding af kultur,
om kultur på farten, kan faktisk kun lade sig
gøre, hvis kultur forstås som substans, altså
re-essentialiseres, som noget der er iboende
i amerikanske eller franske objekter og som
noget, der er iboende i mennesket – altså
ikke produceret i praksis, skabt og genskabt
i sociale relationer. Trods antropologiens
nervøsitet ved at opretholde et kulturbegreb
er en praksisforståelse (i modsætning til
netop kultur som en ting i sig selv) det, der
igennem de seneste mange år har været mest
enighed om (f.eks. Wikan 2002, Brumann
1999, Sahlins 1999, Barth 1989, Friedman
1994). Man kan sige, at det er den forståelse
et berigende multikulturalisme perspektiv
(ufrivilligt) forbryder sig imod, idet kultur
gøres til en ting i sig selv, til noget iboende,
der kan blandes.
For det andet betyder denne symbolske
forrang (forstået som et idéniveau løsrevet
fra materielle vilkår) ofte at andre aspekter
af virkeligheden ganske simpelt holdes ude
af diskussionen. Det være sig ”negative”
fænomener: Nationalisme ses ofte som
dårlig per se i stedet for at diskutere og
forstå dens stædige opretholdelse, eller;
s i d e [ 9 5 ]