S E M I KO L O N - EgernInc

De fleste folk (globalt set) er lokale
i modsætning til globale, idet de næppe
flyver verden tynd eller immigrerer. Mindre
end 2% af verdens befolkning er jævnligt
på farten (Friedman 2002, 33). Etnonationalisme,
segregering og enklavisering
er stigende mange steder i modsætning til
ideerne om kreative kulturelle hybriditetsdannelser
(Carlbom 2003, Wieviorka 2003,
Wikan 2002). Den såkaldte globalisering
– i økonomiske termer – finder i udpræget
grad mest sted i ’Norden’ og i Østasien.
Handel og investering er opadgående
både indenfor og imellem disse regioner
alt imens ’Syden’ synes at være frakoblet.
Den globale handel og investering sker
for 90% vedkommende indenfor ’Norden’
(inkl. Japan og de østasiatiske Tigerlande)
(Mann 2001, 55). Skellet mellem rig og
fattig er vedvarende både i forhold til en
Syd-Nord akse og indenfor disse respektive
områder. For at give et eksempel: i 1999
var gennemsnitsindkomsten pr. indbygger
i tidligere Tredje Verdens lande 4,6 % af
gennemsnitsindkomsten pr. indbygger i
udviklede verden. Det er næsten nøjagtigt
det samme som i 1960, hvor det var 4,5
% (Arrighi 2003, 4, se også Gill 1994). I
forlængelse heraf synes det mindst ligeså
nødvendigt at italesætte denne polarisering,
som det er at tale om idealet om den globale
landsby hyldet i et berigende kulturalismeperspektiv.
Det er den ene side af sagen; der
er andre ting på spil i en (strukturel) global
verden end kulturel berigelse.
En anden side af sagen er, at
berigelsesperspektivet tenderer mod
at hylde en ny form for kosmopolitisk
multikulturalisme (Friedman 2003, 16,
Cheah 1998B, Lasch 1996). En del af
rationalet er, at kulturel viden og kulturelle
produkter fremmer diversitet og kreativitet:
’ R i g t i g ’ o g ’ f o r k e r t ’ k u l t u r
Igennem folks forbrug (både forstået som
konsumption og tilskrivning af mening) af
sådanne kulturelle repræsentationer opstår
blandingen af kultur. Ideelt set udvides folks
erfarings- og forståelseshorisont herigennem,
hvorfor det skal ses i relation til kongstanken
om kulturel berigelse. Overordnet set hviler
et berigelsesperspektiv på et brud med den
form for antropologi, der beskæftiger sig med
kultur som levet, som mening, som praksis,
hvorfor det nærmere (ufrivilligt) kommer
til at støtte sig til en anden kulturopfattelse.
Forudsætningen for akkumulationen af
kulturel forskel er en substantialisering af
kultur, en re-essentialisering og reifikation.
Reifikation betyder i denne sammenhæng, at
f.eks. identitet eller kultur gøres til det der
forklarer handling, frem for det, der selv skal
forklares. Altså at identitet eller kultur løsrives
fra dets sociale produktion og dets sociale
processer, at det kommer til at stå for sig selv,
tingsliggjort og forklarende. Med andre ord
er det celebrerende perspektiv afhængigt af
selv samme æstetiske og objektivistiske syn
på kultur, som perspektivet definerer sig selv
i modsætning til og forsøger at modarbejde
(Cheah 1998, Friedman 2002). Altså arven
fra modernismen og nationalromantikken
i form af ordnede, homogene kategorier.
I forlængelse heraf hviler tolerancen i en
kosmopolitisk multikulturalisme på en
anden logik end den gængse opfattelse:
“Liberal ‘tolerance’ condones the
folklorist Other deprived of its substance
– like the multitude of ‘ethnic cuisines’
in a comtemporary megapolis; however,
any ‘real’ Other is instantly denounced
for its ‘fundamentalism’, since the kernel
of Otherness resides in the regulation of
jouissance: the ‘real Other’ is by definition
‘patriarchal’, ‘violent’, never the Other of
ethereal wisdom and charming customs”
s i d e [ 9 7 ]