S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 5 2 ]
P e r A a g e B r a n d t
kan finde det muligt og rimeligt at være
fælles om at kende, at tro på, at betvivle eller
at afvise. I fæno-verdenen er metodologien
åbenbart som historikerens: Man stykker
en historie sammen af de tilgængelige spor
af forgangne begivenheder, og forsøger så
at finde de betydninger, der virkelig var på
færde i denne historie.
Betydningsforskningens opgave er
nu at finde de lovmæssigheder i fænofysikken,
der gør den historiske tænkemåde
og det historiografiske projekt mulige.
Disse lovmæssigheder, som i almindelighed
ikke interesserer de levende selv (og da
desto mindre de døde), er af største
videnskabelige interesse, fordi de gør
det muligt at gribe ind i de mesoskopiske
konflikter og problemer og gøre dem mindre
farlige for menneskelivet som sådant, og
gør det muligt at finde nye måder at leve
og overleve på. Men lovmæssighederne
selv er uden for mesoskopisk rækkevidde;
for at nærme sig en beskrivelse og
forståelse af dem må vi dels gå ned i skala
og betragte de neurofysiologiske forhold,
der er aktivt involverede i menneskers
betydningsproduktion, og dels må vi gå op i
skala og betragte de overordnede principper
for sprog, tanke, tegndannelse, udøvelse af
åndsliv og kultur i det hele taget. Vi må altså
vedkende os en metodologisk dualisme: Gå
neuro-semiotisk til værks og sammenholde
ikke-oplevelige data uddraget af småbitte
organiske processer med ikke-oplevelige
data frembragt ved formel og komparativ
analyse af fællestræk ved tidsligt og rumligt
omfattende processer, idet vi teoretiserer
over korrelationer mellem de neurale mikroprocesser
og de kulturelle makro-processer
– korrelationer, der helt konkret bæres af de
mennesker, der i deres liv forbinder disse
felter uden at vide det.
Hvis man selv er et mesoskopisk væsen,
kan det fremstå som mere end vanskeligt,
snarere umuligt, således at nærme sig en
forståelse af en selv, der ikke bygger på
selvoplevelse: Man skal kunne se bort fra,
hvad man tror om sig selv, for at finde
det meningsfuldt at søge i denne forstand
objektiv erkendelse af det; det er i realiteten
ganske muligt, og er oven i købet et meget
perspektivrigt forehavende. Det er muligt,
fordi vi kan ´se os selv udefra´, selv når vi
ser os selv indefra. Vi kan ikke alene se os
selv i statistikkens spejl, f. eks., ligesom også
i fremfantaserede overjordiske væseners
spejl; vi kan gøre det, fordi og for så vidt
vi kan aflæse menneskelig betyden i den
symboliseringspraksis, vi kalder kultur, dvs. i
de tegn, der står tilbage, når vi selv og enhver
anden sporsætter er borte, endda inklusive
de overjordiske. Vi kan opfatte mennesker
objektivt, fordi vi kan interpretere deres
ytringer i vid forstand. Menneskers ytringer
kan som antydet være mere eller mindre
sande og dette på mange måder, men de
er selv reelle, reelt forekommende mentale
fænomener og der er intet ubeskriveligt
ved dem, så vidt vides. Der er et ´åndsliv´,
når dets jordiske deltagere forstår sig
som tegngivende interpretanter af den
tegnbårne realitet. Der er en erkendelse
af dette åndsliv, når dets forekomster
og begivenheder undersøges ´udefra´ af
mennesker, der oplever det ´indefra´ – det
er netop fastholdelsen af denne dualisme,
man kan sige: mellem en fæno-verden og en
geno-verden, der ikke er reduceret til et og
det samme, der gør det muligt at finde de
korrelationer, som erkendelsens indhold
består af