S E M I KO L O N - EgernInc

hensynet til kollektivets generelle regler.
Diskrepansen mellem den etiske og
den moralske dom ekspliciterer Per Aage
Brandt på denne måde:
”De implicerede normer er slet og ret
”måder”; de er ikke motiverede på anden
måde end som gruppens kendetegn. De
danner tilsammen – som normsæt – en
moral, og denne moral bærer indholdet i
enhver moralsk dom. Mens en etisk dom
søger at afgøre, hvorvidt en handling har
hjulpet eller skadet en anden (S1), søger en
moralsk dom i stedet at afgøre, hvorvidt
en handling – ofte den samme – svarer til
den ”måde”, S2 forventes at gøre en ting
på, når S2 skal opretholde sin binding til
gruppen {S}. Mens den etiske dom altså
er fornuftsbaseret, og altså maksimalt og
stærkt motiveret, er den moralske dom
blot normbaseret og derfor minimalt og
svagt motiveret, men i stedet ”kodet” af de
mere eller mindre automatiserede systemer,
gruppen genkender sine medlemmer ud
fra. Etikken er for så vidt motiveret, mens
moralen er arbitrær.” (Brandt 1996, 26)
Moralsk ræsonneren
Metaforikken vedrørende grænser, styrke
og autoritet kan inden for de ovennævnte
begrebsdefinitioner anskues som moralsk
ud fra den betragtning, at de alle tematiserer
opretholdelsen af og ligevægten indenfor
et kollektiv.
Når metaforerne om moralske grænser
og moralsk styrke kombineres, kan resultatet
være et opfattelsesmønster, hvor det i
sig selv er moralsk at ’fastholde’ en grænse
for acceptabel opførsel af hensyn til de
normer, der definerer et givent kollektivs
berettigelse og fortsatte beståen. Derved
bliver en individuel stillingtagen forankret
M e t a f o r e r o g e t i k
i en beskyttelse af selvet nedprioriteret
til fordel for en kategoritænkning, hvor
subjektet fremstår som et generisk jeg
defineret ud fra sit medlemskab af
fællesskabskategorien. Kollektivet træder
hermed frem som det samlende begreb,
hvorudfra jegets handlinger vurderes, og
i og med at et hvilket som helst fællesskab
kun kan træde frem på baggrund af
den grænse, der definerer det - ellers
ville forskelsløsheden herske - bliver
opretholdelsen af grænsen i en fællesskabstænkning
essentiel i en sådan grad, at
den bliver ophøjet til at være moralsk.
Bevarelsen af den interne ligevægt er
på den anden side konstitueret af en
tænkning i normer. En sikring af den
interne ligevægt i en gruppekontekst skaber
som regel et givent normsæt, der dikterer
acceptabel opførsel i kraft af et begreb
om det fælles bedste, der udspringer af en
forestilling om en for fællesskabets trivsel
nødvendig balance.
En sådan moralsk skematik fordrer også
en grad af lydighed, hvilket skaber metaforen
om moralsk autoritet, hvorved det i sig
selv bliver moralsk at adlyde eller overholde
de givne normer, ud fra hvilke kollektivet
er defineret. Dette lydighedsbegreb kan for
eksempel gælde overfor en transcendental
instans i religiøse fællesskaber eller blot
være betinget af et autoritært hierarki som
en militær organisation, hvor det jo netop
bliver anset for umoralsk at nægte at adlyde
en ordre. Men hvor eller hvordan man
definerer grænsen, eller hvilken norm en
autoritet skal repræsentere for at kvalificere
sig som en moralsk autoritet, forekommer
arbitrært, som Per Aage Brandt også
pointerede. Det svinger i takt med den
social- og idehistoriske udvikling, hvilket
placerer moral som et primært diskursivt
s i d e [ 8 5 ]