S E M I KO L O N - EgernInc

stilen med tiden lader sig overhale og ikke
længere kan karakteriseres som ny og dermed
signifikant moderne, til et periodedannende
begreb. ’Det moderne’ bliver daterbart, og
hvad der startede som en relation mellem
en nutid og en ubestemt fortid, vinder en
substantiel konkretion, som kalder på et
periodebegreb. Baudelaires stilmæssige
’moderne’ kommer dermed til at skabe
præcedens for allehånde konkurrerende
moderne-forestillinger. De nøjes blot ikke
med at forestille sig selv og andre former
for ’moderne’ som en forholden sig til det
forudgående, men også som en objektivt
definerbar periode. Sestofts ræsonnement
er en del længere og bedre argumenteret end
her, men den generelle retning skulle være
tydelig nok (Sestoft 1998, 30-37).
Som et lille appendiks er det
måske værd at gøre opmærksom på en
videreudvikling af begrebshistorien, der
først igennem de senere år har fået vind i
sejlene. Den føromtalte nye åbenhed over
for ord i historien har ført til, at hvad der
oprindeligt var tænkt som en subsidiær
metodik for begrebshistorien, der skulle
gøre rede for metaforers brug historisk og
funktionelt (Blumenberg 1997, 81), nemlig
en metaforhistorie, har fået mere plads at
boltre sig på.
I den metaforologiske optik er
metaforen ikke at forstå som en stilfigur,
men som fortolkningskategori, som en
kreativ kraft i ordningen og struktureringen
af verden. Metaforen tænkes således som
en konstitutiv kraft for sprog og tænkning,
som i kraft af sin billedkarakter ikke blot
lader sig oversætte til ren begrebslighed.
En begrebslig oversættelse vil ikke kunne
komme uden om også at være en indsnævring
af det fortolkningsrum, der oprettes med
metaforen.
O r d i h i s t o r i e n
Mens metaforer kræver en anderledes
opmærksomhed om deres specifikke rolle
i konstitueringen af historiske horisonter,
er der dog intet i vejen for at behandle de
betydningsglidninger og brugsforandringer,
metaforer optræder gennem historien med.
Blot er det afgørende, at metaforer bruges i
en bredere kontekst, idet de nok foranlediger
en bestemt talen om verden, men jo aldrig
gør dette med åben pande, på samme måde
som begreber gør det. Som det påpeges
i et metaforisk studie af absolutismens
statsdannelse, udgør metaforstudier en søgen
efter tankemønstre, grundforestillinger og
selvfølgeligheder, ”…die selten oder gar
nicht auf die Ebene begrifflicher Klarheit
gehoben werden, sondern diesen vielmehr
schon vorausliegen” (Stollberg-Rilinger
1986, 11).
Fyrstestaten har centrale begreber
(som fx et begreb om geometri som
metodeideal i den preussiske enevældes
statslære (Stollberg-Rilinger 1986, 89)),
som nok kan fortjene en begrebshistorisk
undersøgelse, men som også kan begribes
ud fra en metaforisk tilgang (nemlig Frederik
den Stores preussiske ’statsmaskine’). Den
ideelle undersøgelse af enevældens semantik
i udvalgte begreber og metaforer vil for mig
at se derfor indebære, at begrebshistoriske
og metaforhistoriske studier kombineres.
Dette er da også tilfældigvis det projekt,
jeg arbejder på for tiden, så inden længe
vil det vise sig, om den historiske semantik
virkelig er en rimelig historisk metode og en
fremkommelig vej i idéhistorien.
s i d e [ 3 5 ]