S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 2 4 ]
interessant, at Hegels og Schopenhauers
respektive hovedværker udkommer
samtidigt (og på samme forlag – Gyldendal).
Historisk set var de også samtidige. Filosofisk
set synes de derimod noget inkompatible.
Schopenhauer giver i VVF både direkte og
indirekte en hård medfart til Hegels filosofi.
Idet de herrer ikke blot var samtidige, men
også en overgang sammesteds knytter der
sig en interessant anekdote til deres forhold.
Da Schopenhauer efter mange års venten
fik mulighed for at holde en foredragsrække
over sit hovedværk på Berlins universitet,
fandt han det kun passende at skemalægge
den samme dag og tid som professor Hegel
skulle foredrage over et af sine større
værker. Resultatet var, at så godt som ingen
mødte op til Schopenhauers timer, der
siden blev droppet i utide. Måske har det
noget at sige til den aktuelle interesse for og
forskning i tysk idealisme. Hegel er her den
absolutte stjerne, der bliver vendt, drejet og
hyldet både på skrift og til seminarer. Sådan
var det også i samtiden, og Schopenhauer
profeterer i sin indledning, at han af samme
grund aldrig vil blive populær eller forstået
på universiteterne, hvor ”det forkerte og
dårlige [gør] sig alment gældende.” Så længe
Hegels tanker er dominerende i tiden synes
det at forblive Schopenhauers skæbne og
vilje at være underdog og misforstået.
Paradoksalt er det dog, at dele af
Schopenhauers tankegods lever i bedste
velgående, blot ikke med ham selv som
mediator. Nogle af tidens umådeligt
populære tænkere som Wittgenstein,
Kierkegaard og Nietzsche havde alle en
enorm respekt og selvhævdet fagligt udbytte
af at læse Schopenhauer. Deres tanker er
nok så populære for deres prægnans og
alvor. Nøjagtig sådanne betegnelser og
yderligere roser tildelte disse forfattere deres
inspirator Schopenhauer. ”En filosofi, hvor
man mellem siderne ikke hører tårerne,
skrigene og tænderklapren og den frygtelige
larm fra det gensidige myrderi, er ikke
nogen filosofi”. Man tør spørge: Lukker den
danske filosofiske universitetsverden ørerne
for denne frygtelige larm? Hvorfor dyrkes
Ånden hellere end Viljen?
- Stefan Gaarsmand Jacobsen
Machiavelli, republikaneren
Diplomaten og tænkeren Niccolò Machiavellis
hovedværk – Drøftelser af de første ti bøger
hos Titus Livius (Discorsi) – er nu udgivet på
dansk. Her afsløres den kyniske magttænker som
republikaner af hjertet med forkærlighed for Roms
republikanske storhedstid og øje for magtstridens
samfundsmæssige konstans og gavnlighed.
_________________________________
Niccolò Machiavelli: Drøftelser af de ti første
bøger hos Titus Livius, uforkortet udgave
oversat af Fritz Wolder, Helikon 2004, 512
sider, 398 kr.
_________________________________
Fritz Wolder, manden bag forlaget Helikon,
har i kølvandet på vigtige oversættelser som
Giambattista Vicos Den nye videnskab (1997),
Max Stirners Den Eneste og hans ejendom (1999)
og nyoversættelsen af Machiavellis Fyrsten
(1998/2004) kastet sig over et dristigt og
tiltrængt projekt. En oversættelse af Niccolò
Machiavellis egentlige hovedværk Drøftelser
(Discorsi), der, som alle andre skrifter af den
florentinske diplomat – undtagen bogen
om Krigskunsten (Dell’arte della guerra), som i
øvrigt er Wolders næste oversættelsesprojekt
– først udkom posthumt i 1531.