S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 3 0 ]
af nærværende ukonstrueret virkelighed.
Den unge poets følelse af at stå på tærskelen
til noget nyt, en ukendt og dunkel fremtid,
beskrives på en måde, der lader én være i
tvivl om dét, man læser er en anden mands
biografi eller ens eget drømmende og naive
spejlbillede. This train is bound for glory, this train!
Og endnu mere imponerende: I fortællingen
af livets kontingente hændelser og stadig
flux-karakter viser han i sin beskrivelse hen
mod det, der for mig fremstår som livet selv,
og ikke netop præcis dette liv.
Sjældent røres sådanne dybder i mig, og
jeg forundres over den uhørte lethed, hvormed
Dylan spinder traditionsbevidsthed,
banaliteter og intethedserfaringer – dvs.
kontingenser og dissonanser – sammen til
harmoniske og lidenskabelige symfonier.
Lad det være sagt med en let
omskrivning af Stud Terkels ord der i
en anden sammenhæng beskrev Woody
Guthries selvbiografi Bound for Glory: ”He
remembered so many things, so graphically,
and so clearly recorded them in his
autobiography.” Og Dylans: ”I went through
from cover to cover like a hurricane, totally
focused on every word, and the book sang
out to me like the radio. (…) Chronicles is a
hell of a book.”
Den er hermed anbefalet.
- Bue Rübner Hansen
Opgør med Negationen
_________________________________
Frederik Stjernfelt & Søren Ulrik Thomsen:
Kritik af den negative opbyggelighed – 7 essays
af Frederik Stjernfelt & Søren Ulrik Thomsen,
Forlaget Vindrose 2005, 246 sider, 269 kr.
_________________________________
Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt
har sammen skrevet debatbogen ”Kritik af
den negative opbyggelighed”. Ærrindet er
en ildevarslende tendens, de mener at have
iagtaget i kulturen: Negativismen, hvis ikkeargumentative
udsigelsesideologi indenfor
blandt andet kunst, kunstkritik og politik er
den dominerende i vor tid. Med negativisme
som samlebegreb mener d’herrer Stjernfelt
og Thomsen den tendens der er til, at
ville sætte sig udenfor, være grænsesoverskridende,
positionere sig selv som offer,
stille sig som modsætning (til det etablerede),
være aparte, være overset, provokerende,
med andre ord avantgardismen men vel at
mærke avantgardismen for avantgardismens
egen skyld, thi grænserne overskrides og
normer brydes, men noget nyt (og positivt!)
sættes ikke i stedet. Attituden i sig selv
påstås at være tilstrækkelig kvalitets- og
succeskriterium i den kunsteriske skaben
og i kunstkritikken. Endvidere synes det
betingelsen for overhovedet at kunne gøre
sig gældende og markere sig indenfor sit
respektive felt. Denne tendens er, som
titlen også antyder, ikke opbyggelig, den
er undergravende for den på argumentet
hvilende debat og for lødigheden som sådan
og i sidste ende for det demokratiske og
civiliserede samfund. Ind skal sættes positivt
opbyggelige byggeklodser så som oplysning,
kristendom (Thomsen, ikke Stjenfelt) ,
dannelse, institutioner, herunder i høj grad
universitetet og en insisteren på kunstens og
videnskabernes autonomi.
Stjernfelt sætter i sin del af bogen (4 essays
og 53 fodnoter af op til 5 siders længde!)
den negative attitude i idéhistorisk og aktuel
kontekst. Idéhistorisk spores tendensen til
tysk tænkning i 1800 tallet, hvor der påpeges