S E M I KO L O N - EgernInc

ehandler historien som ”døde fakta”. Det
er en idealistisk konception, der ”i enhver
historisk epoke måtte dele denne epokes
illusion”. Illusionen og fejlen i dette, skrev
Marx, er at betragte dette uden relation til
konkrete, samfundsmæssige forhold. I et
berømt citat anførte han: ”Den herskende
klasses tanker er i enhver epoke de
herskende tanker, dvs. den klasse, som er
den herskende materielle magt i samfundet,
er tillige dets herskende åndelige magt.”
(Marx 1974, 63, 34, 50, 58f)
Det overses ofte, at Marx hermed ikke
søgte at stille en helt igennem anderledes
teori op over for historisternes historiesyn.
Tværtimod sigtede hans egne teorier generelt
mod at realisere historisternes fordring om
en stoflig erkendelse, en differentieret enhed
af teori, metode og empiri. Han ville dog
gøre dette på en ganske anden måde end
historisterne, nemlig gennem, hvad man
kunne kalde en ’udvidelse i begge ender’ af
deres sigte: Han genoptog i den ene ’ende’ en
del af indsigterne fra den hegelske filosofis
forsøg på en parring af den stofligt-konkrete
og den relativt almengyldige, immanente
erkendelse, mens han i den anden ’ende’ ville
søge den historiske immanens, ikke i enhver
epokes sejrherrer og disses herskende ideer,
men også i de projekter, der i kampene
blev til den undertrykte ’anden’ (for nu at
udtrykke det på ’postmodernsk’).
Mest interessant i denne forbindelse er
det, hvorledes Marx’ kritik af historisternes
idealisme og af deres apologetiske tendenser
blev udtrykt via en indre kritik af deres
målsætning om en erkendelse af det historisk
specifikke uden det a priori, der udspringer
af historikernes egen tid. Tværtimod,
indvendte han, stillede historisterne sig
netop apriorisk på de herskende ideers side
og dermed på de herskendes side i enhver
N o g l e t a n k e r o m e n h i s t o r i s k m e t o d e
epoke, og de gjorde det ikke så meget i kraft
af deres personlige sympatier, men fordi den
idealistiske fremgangsmåde spændte ben for
deres egne historistiske læresætninger.
Ifølge Marx lå fejlen altså ikke i selve
historisternes sigte, den genuint historiske
metode, der er bundet i det særegne stof
for undersøgelsen og skal udvindes herfra.
Tværtimod bekræftede historisterne
paradoksalt nok denne grundlæggende
indsigt, idet de brød med princippet. Deres
idealistiske ensidighed, deres fordomme
og deres apologetiske tendenser, trodsede
selv deres bedste hensigter om objektivitet,
netop fordi de udsprang af ensidigheder i
udvælgelsen og betragtningen af stoffet.
Hvis historien skulle skrives alene ud fra
de tanker og værdier, der umiddelbart var
nedlagt i fortidige kilder, så ville den selvsagt
give overvægt til de historiske sejrherrer,
der havde haft muligheden for at nedskrive
deres opfattelser: Fattige hyrdedrenge og
døde krigsherrer har i sagens natur ikke
kunnet give eftertiden samme indsigt i deres
liv og synspunkter. At sådanne hyrder og
krigsherrer har eksisteret, kæmpet og virket,
kan vi måske nok fastslå, men dertil kræves
en anderledes brug af levnene fra fortiden,
på samme tid en mere konkret undersøgelse
af menneskenes liv i deres praktisk-sociale
helhed (dvs. ikke kun deres ideer) og en mere
teoretisk bevidst, konstruerende metode, der
er i stand til at rekonstruere dette liv og
belyse deres sammenhæng med nutidens liv
og projekter. En genuint historisk metode
må for det perspektiv, Marx peger i retning
af, være en teoretisk medieret udlægning af
den historiske eksistens begrebet som en
sammenhængende totalitet. Teori, metode
og stof må hænge sammen for ham, og det
er en sådan sammenhæng, Georg Lukács
frugtbart pegede i retning af med sit ofte
s i d e [ 3 9 ]