S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 2 2 ]
Titlen på værket er meget forklarende for,
hvad det er, der skal fremstilles. Verden er
både forestilling og vilje. Begge beskrivelser
er besværlige for tanken, for hvordan
kan hele Verden subsummeres under to
begreber, der synes kun knyttede til det
menneskelige sind?
Værket er opdelt i fire bøger og
herunder 71 paragraffer. Den første bog
behandler forestillingen og den anden
viljen. På baggrund af hvad der i disse er
udviklet, behandler tredje bog æstetikken og
den fjerde etikken.
I første omgang slår Schopenhauer
fast, at mennesket selv anstiller verden for
sig selv gennem ”Vorstellung”. Alt, hvad der
for mennesket er virkeligt, er objekter sat af
subjektet selv. Det gælder for alt lige fra solen
og universet til menneskets egen krop. Hele
denne verden kan beskrives systematisk,
fordi den i alt, hvad der eksisterer kan
begrundes tilstrækkeligt. Det foranstalter
nødvendigheden af tid, rum og kausalitet,
der er virkelige formgivere af verden, da de
opfylder ”den tilstrækkelige grunds princip”.
Bemærk dog, at disse anskuelsesformer
hos Schopenhauer ikke kan tænkes adskilt
fra bevidsthedens forestilling. Erfaringen
er altså ikke en kilde til at erfare verdens
grundstruktur og grundegenskaber, det er til
gengæld bevidstheden selv. Derfor fremstår
verden som værende ordnet og styret efter
”den tilstrækkelige grunds princip”.
Schopenhauer godtager dog ikke denne
ordnede og begrundede verden. Han siger et
sted: ”En filosofi, hvor man mellem siderne
ikke hører tårerne, skrigene og tænderklapren
og den frygtelige larm fra det gensidige
myrderi, er ikke nogen filosofi”. Der er noget
andet på spil i verdens konstituering, nemlig
Viljen, der ”underbyder” den begrundede
forestillingsverden i sin egenskab af at være
monistisk og have ”qualitates occultae”
– dvs. at den er altomsluttende og uden
nogen som helst begrundelse. Alt i verden,
hvad end det er subjekter, objekter eller
menneskelig bevidsthed og fornuft, er
frembragt af viljen. Schopenhauer taler om
objektificeringer af viljen i forskellige stadier
– fra uorganisk stof som det mest basale til
menneskets forstand og bevidsthed som det
mest avancerede. Ligeså svært håndterligt
begrebet vilje er som en metafysisk
størrelse, ligeså omfattende en status får det
i Schopenhauers filosofi. Der hæftes mange
karakteristika på viljen, men vigtigst heraf
er dens indre trang til kamp, dens blindhed
og dens status af at være alene (heraf
monistisk). Når den kæmper meningsløst
mod og med sig selv, så bliver dette på én
gang til skabelsen af hele verden og til dens
trang til at destruere sig selv. Det er sådan
vi skal forstå menneskets egoistiske trang til
selvhævdelse og ”alles krig mod alle”.
Hvordan der indenfor denne schopenhauerske
metafysik kan tales om en etik,
synes noget dunkelt. Når nu mennesket i sin
helhed er skabt og styret af viljen, hvilken
mening skulle det da give at opstille etiske
normer for handling? Fjerde bog i VVF
stiler alligevel imod en etik, men etik skal her
ikke forstås som handlingsnormer i gængs
forstand. Det er i menneskets forhold til den
metafysiske vilje, dvs. hele verden inklusive
dette menneske selv, at det etiske gennem
en ”Verneinung des Willens” kan opnås.
Bag dette sættes et telos i at nå til udfrielsen,
Nirvana, der er en fornægtelse af ikke bare
viljen, men livet og dette menneskes egen
individualitet. Her er Schopenhauers udtalte
inspiration fra hinduistisk visdom på færde,
men bemærk, at den finder en vis hjemmel