S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
forandringer fra 1870 til 1900. Han kommer<br />
ind på mange aspekter af det politiske og<br />
kulturelle liv med hovedstrømninger som<br />
industrialisering, urbanisering, sekularisering,<br />
demokratisering, professionalisering<br />
og internationalisering som hovedakser.<br />
Også folkeoplysningen organiseret<br />
i Studentersamfundet (1882) og Folkeuniversitetet<br />
(1899) behandler Hertel. I sin<br />
iver efter at potensere arbejderbevægelsens<br />
betydning for oplysningen af danskerne<br />
kommer han dog til at tillægge den en<br />
betydning, den ikke havde: ”Fra 1870’erne<br />
begyndte også arbejderbevægelsen<br />
at opbygge sin ’modkultur’ og ’modoffentlighed’<br />
med sin egen selvbevidste<br />
oplysningsbevægelse.” (32-3) I virkeligheden<br />
var det ikke arbejderbevægelsen, men unge<br />
universitetsfolk i byen og højskolefolk på<br />
landet, der spillede absolut førsteviolin i<br />
oplysningsarbejdet, mens arbejderne først<br />
fik deres eget program omkring stiftelsen<br />
af AOF i 1924. Ud over disse historiske<br />
unøjagtigheder forfalder Hertel desværre<br />
også, ligesom i forordet, til en misvisende<br />
og unuanceret historieskrivning, der på<br />
anakronistisk vis trækker lige linjer mellem<br />
Det moderne Gennembruds kulturkamp og<br />
situationen i dagens Danmark. Han tager<br />
udgangspunkt i Herman Bangs beskrivelse<br />
fra 1904 af ”kløften mellem på den ene<br />
side hovedstadens ’aandelige Frisyn’ og<br />
på den anden side den selvfølende ’jydske<br />
Bevægelse’ og grundtvigianismen”, og<br />
fører den uden betænkeligheder, støttet af<br />
den lige så skråsikre Henrik Dahl, frem til<br />
dagens Danmark: ”Her har vi grundlaget<br />
for den kendte kulturkløft der kan følges<br />
op gennem det 20. århundrede med stadig<br />
nye protestbevægelser: Landbrugernes<br />
Sammenslutning og Bondepartiet i 30’rne og<br />
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k<br />
under besættelsen, hadet til 30’rnes radikale<br />
modernisme – kaldet ’kulturbolsjevisme’,<br />
hadet til Poul Henningsen helt op i 60’erne,<br />
kunstfondopgøret og rindalismen [i] 1965,<br />
de populistiske højrebølger fra Mogens<br />
Glistrup og Fremskridtspartiet i 70’erne<br />
frem til Dansk Folkeparti siden 90’erne.”<br />
(45). Af Dahls og Hertels kulturradikale<br />
spredehagl bliver den nuværende regering<br />
naturligvis også ramt. Med Dahls ord: ”I<br />
den Fogh-Kjærgaardske variant er den<br />
[kulturkampen] dog ekstremt urealistisk og<br />
udsigtsløs, fordi den vil bevare den tekniske<br />
side af vores civilisation, men føre dens<br />
tænkning tilbage til før oplysningstiden.”<br />
(46). Hele højrefløjen i folketinget er altså<br />
anti-moderne, oplysningsfjendske og<br />
nationalistiske. En overraskende konklusion,<br />
når man tænker på Venstres historiske<br />
rolle med dets kamp for demokrati i<br />
provisorietiden, støtte til folkeoplysningen<br />
på højskolerne og nuværende internationale<br />
udsyn gennem bl.a. EU.<br />
Problemet med Hertels historieskrivning<br />
er, at han gør det samme<br />
som hovedfjenden Søren Krarup. De<br />
skriver begge en idealistisk historie,<br />
hvor ideer om modernitet, oplysning og<br />
kulturradikalisme bevæger sig gennem<br />
tiden som uforanderlige størrelser. Mens<br />
Krarup ser kulturradikale spøgelser overalt,<br />
sætter Hertel et fordomsfuldt lighedstegn<br />
mellem grundtvigiansme, anti-modernisme,<br />
fremmedhad, højredrejning og modstand<br />
mod oplysning.<br />
Hertel bliver heldigvis mere lødig, når<br />
han beskæftiger sig med sin egen metier,<br />
litteraturen. Han skriver vidende om<br />
Henrik Pontoppidans forhold til Brandes<br />
og Det moderne Gennembrud, og kommer<br />
med et (begrundet) udfald mod Krarup<br />
s i d e [ 1 2 7 ]