S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 2 8 ]
og Dahlerups forsøg på at annektere
Pontoppidan i nationalismens tjeneste.
Ligeledes er der meget at hente i
Sune Berthelsen og Ditte Marie Egebjergs
kapitel om ”Georg Brandes som national
kosmopolit”, hvor den udbredte fordom,
formidlet af bl.a. Krarup, om Brandes
som anti-national manes til jorden. Faktisk
var Brandes sammen med blandt andre
historikeren A. D. Jørgensen blandt dem,
der talte de dansksindede slesvigeres sag
ude i Europa.
Det er også værd at fremhæve Marianne
Stidsens kapitel om J. P. Jacobsens forhold til
darwinismen og brandesianismen og Martin
Zerlangs ’Den nye litterære hurtighedskunst.
Herman Bang og bladlitteraturen’. Nævnes
skal også Sune Aukens ’Det moderne
gennembrud og romantikken’, som det
ville gavne idealisterne Hertel og Krarup
at (gen)læse: ”Gennembruddet er ikke
simpelthen stadig moderne, men det må
gøres moderne i en overtagende, videre-
og omtolkende bevægelse, der samtidig
demonstrerer, at historien har bevæget sig,
og at den moderne verden er en anden i dag
end dengang.” (194-5)
- Hans Henrik Hjermitslev
Watching the river flow
Dylan, vor mand på kunstens og poppens top, er
endelig nedkommet med sit længe varslede og lige
dele frygtede og imødesete bogværk, Chronicles
_________________________________
Bob Dylan: Chronicles, volume one, Simon &
Schuster 2004, 293 sider, £16.99.
_________________________________
Som altid giver Dylan os det, man ikke
vidste, man ønskede, og noget andet end
man forventede, hvilket er klart mindre,
end sandhedens projektørlys kunne have
blotlagt: Og det konstaterer jeg med glæde
i bagklogskabens lys. Netop dette klassisk
biografiske lys er hvad Dylan gør op med,
idet han frem for banaliserende bekendelser
eller kvalmefremkaldende selvretfærdiggørelser
giver os endnu en
skabelse i kongerækken af poetisk-musiske
udgydelser.
Det bedste af Dylans kunst, og her
har vi at gøre med et enormt korpus, har
altid været kendetegnet af lige dele poetisk
klarsyn og mytisk tågesnak. Manden, der i
sin egen selvforståelse: Kun, er en sanger,
en troubadour, er en løgner af den bedste
skuffe. Eller rettere: Han ved, at den bedste
historie er den halve historie, skrønen, den
formfuldendte skitse, dét der opstår mellem
det forventede, det overraskende og det
dunkle. Den faktiske historie er uinteressant
og tom som beskrivelse af det enkelte
menneskes liv. Hvad vi oplever i Chronicles er
ikke oldingens kølige udlægning af et levet
liv, men snarere en åndsfrisk digter, der, idet
han fortæller sit liv, besjæler dets hændelser
med en mening, der hverken ligger uden
for eller over disse hændelser. Hvad man
oplever, er tilsyneladende skødesløse og
ukronologiske nedslag i hukommelsens bog.
Herfra skriver Dylan sig ind i det beskrevne
øjeblik med en uovertruffen elegance for
straks at lade tankerne fare videre. Det
forekommer ikke videre tematisk, metodisk,
endsige logisk, og dog, og nok netop derfor,
fremstår det sandt. Ikke som sandhed i streng
forstand, men som levet, af læseren oplevet,
sandhed.
To gennemgående træk springer