S E M I KO L O N - EgernInc

P e t e r C . K j æ r g a a r d
Det nationale og regionale har spillet en
vigtig rolle i den almene historieskrivning.
For kongeriger, fyrstedømmer og – fra
1800-tallet – nationalstater har de skrevne
historier både stået som spejl og virket
stærkt identitetsdannende. Det særlige,
det anderledes og det regionalt enestående
har været bærende konstruktioner i
fortællingerne om folk og områder, der
af mere eller mindre tilfældige grunde har
dannet en mere eller mindre homogen
enhed i form af nogenlunde fælles sprog,
kultur og social organisering. De historier,
der er blevet skrevet, reflekterer med andre
ord den tid og det sted, hvori de er skrevet.
Dermed er også sagt, at historieskrivningen
udvikler sig sammen med historien.
Selvom nationalhistorien har spillet
en vigtig rolle fra professionaliseringen af
historiefaget i 1800-tallet til i dag, så har
det resulteret i meget forskellige historier.
Der er himlen til forskel på Gustav Ludvig
Badens Det Danske Riges Historie – en haandbog
(1797), Johannes Steenstrup og andres
Danmarks Riges Historie, 1-7 (1896-1907),
Erik Arups Danmarks Historie, 1-2 (1925-
32), John Danstrup, Hal Kochs og andres
Danmarks Historie, 1-14 (1962-66), Olaf
Olsens og andres Gyldendals og Politikens
Danmarkshistorie, 1-16 (1988-91) og Ole
Feldbæks Gyldendals bog om Danmarks historie
– Danmark i tusind år (2004). De handler alle
N a t i o n a l i d é h i s t o r i e i
g l o b a l i s e r i n g e n s t i d s a l d e r 1
om Danmark. Forfatterne er nogenlunde
enige om hvilken geografisk enhed, det
drejer sig om. Men når det kommer til
fokus, vinkler, eksempler og sammenhænge,
træder deres samtids præferencer tydeligt
frem. Vi får derfor både kongernes historie
og folkets historie, økonomiens, politikkens,
kulturens og de sociale forholds historie.
Det er klart, at en Danmarkshistorie, der
skrives nu, vil være et udtryk for, hvordan vi
ser verden og historien i dag. Det kan ikke
og det skal ikke være anderledes. På samme
måde vil en dansk idéhistorie afspejle,
hvad vi i dag mener, er kendetegn ved
god idéhistorieskrivning. Traditionelt har
idéhistorieskrivningen været internationalt
orienteret, dog med en stærk eurocentrisk
tendens. Tanker – filosofiske, politiske,
religiøse, æstetiske og videnskabelige – er
blevet opfattet som transnationale, altså at de
ikke var forbeholdt bestemte lande eller folk.
For tingen i sig selv, menneskerettighederne,
Gud, det sublime eller tyngdeloven var
landegrænser ikke relevante. Derfor kunne
disse ideer studeres på tværs af tid og sted.
Det var mindre relevant, at Immanuel Kant
havde formuleret sine tanker om ’tingen i
sig selv’ i Tyskland og Isaac Newton sine
om ’tyngdeloven’ i England. De talte ind
i et internationalt orienteret intellektuelt
fællesskab og kunne netop gøre det, fordi
s e m i k o l o n ; å r g 5 , n r. 1 0 , 2 0 0 5 [ s . 2 3 - 2 5 ]