S E M I KO L O N - EgernInc

P e r A a g e B r a n d t
S a n d h e d o g m e t o d e i s e m i o t i k k e n
Ved sandhed forstår jeg den egenskab ved
en ytring, at den ikke er en løgn fra den
persons side, som i ytringen ytrer sig, og
at den heller ikke er helt ved siden af som
beskrivelse af det emne, som ytringen ytres
om. At sandheden er om noget, er der ellers
ikke fuldstændig enighed ´om´, for i nogle
menneskers bevidsthed betyder begrebet
sandhed snarere ægthed, autenticitet, som
en underskrifts ægthed, dvs. det forhold,
at underskriveren virkelig og forsætligt har
anbragt sin underskrift der, hvor den nu
findes og kan være gyldig. Selv i den slags
tilfælde er det sande dog vitterlig sandt om
noget, nemlig om, at noget er, hvad det
udgiver sig for – for så vidt det overhovedet
´udgiver sig´. At udgive sig for noget kræver
intentionalitet: Man ´prætenderer at være
noget´, som man måske ikke er. Alt, som
kan opfattes som en ytring om noget, kan
forstås som en fremstilling af noget som
noget. Derfor kan det være rigtigt eller
forkert. I hverdagslivets almindelige én til
én beskrivelser af forhold, vi kommunikerer
om, er sagen ganske klar: Vi kan give et
godt eller dårligt billede af en tingenes
tilstand, vi kan endvidere gøre det, fordi
vi er godt eller dårligt informerede, eller
fordi vi enten vil, at den, vi taler til, skal
have et godt billede af tingstilstanden,
eller vi vil, at han skal have et dårligt.
Naturligvis vejleder vort forhold til
sandheden vort forhold til erkendelsen og
dens frembringelse. Mens den verden, vi
umiddelbart lever i, er mesoskopisk, givet for
vore sansebaserede bekymringer og vore
narrative erindringer og forventninger,
vil erkendelsen kræve, at vi går videre end
til denne én til én beskrivelige verden:
Tingene kan være for omfattende til at
kunne opleves af mennesker, og vi må gå
makroskopisk til værks (teleskoper, satellitter,
statistikker, modeldannelser og abstrakte
hypoteser); eller vi må gå mikroskopisk
til værks, nemlig når vi går ned under det
sanseopleveliges skala og igen skal bruge
instrumenter og modeldannelser for at
kunne gøre os forestillinger om situationer.
Vi lever i en mesoskopisk sandwich mellem
det overliggende utilgængelige og det
underliggende utilgængelige, mellem en
makrofysik og en mikrofysik. Den for store
uendelighed og den for lille uendelighed er
ofte gjort af samme slags lovmæssigheder,
eftersom den ifølge sin natur ikke bekymrer
sig om skalaer overhovedet – den bekymrer
sig på ingen måde om noget som helst. Men
denne meso-fysik, også kaldet en fæno-fysik,
kan vi derimod direkte opleve bekymring
og narrative forløb, der begrunder dem, og
vi er nødt til at anerkende eksistensen af
bekymrende betydninger, som mennesker
s e m i k o l o n ; å r g . 5 , n r. 1 0 , 2 0 0 5 , [ s . 5 1 - 5 2 ]