S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
s i d e [ 5 4 ]<br />
O l e K ü h l<br />
musikvidenskabens ”metoderigdom” som<br />
jeg ser den.<br />
Musikvidenskabens dilemma<br />
Musikvidenskabens område er studiet af<br />
musik. Engang betød det den europæiske<br />
klassiske musik, og blev forstået som<br />
kunstmusikken. Musikkens værker blev<br />
analyseret, musikkens såkaldte ’udvikling’ 2<br />
beskrevet og komponisternes liv og levned<br />
dokumenteret. Det var dengang i den gode<br />
tid før 1. verdenskrig, hvor alt var velordnet<br />
og overskueligt.<br />
Siden begyndte andre musikformer<br />
at trænge ind i Europa. Først jazzen,<br />
og efter 2. verdenskrig en lang række<br />
populærmusikalske former, vi i dag kender<br />
som: pop, rock, R&B, soul, reggae…; hen<br />
imod slutningen af det 20. århundrede blev<br />
listen uoverskueligt lang. Samtidig blev man<br />
i stigende grad opmærksom på en masse<br />
musik, der hele tiden havde været der, men<br />
som man ikke havde taget alvorligt før:<br />
Det man kaldte folkemusikken. For en tid<br />
forsøgte man at opretholde et skel mellem<br />
klassisk musik, populærmusik, folkemusik<br />
(europæisk) og musiketnografi (ikkeeuropæisk);<br />
med jazzen et eller andet sted<br />
ude på sidelinjen. Indenfor hvert af disse<br />
områder udvikledes en række metoder og<br />
videnskabelige teorier, der syntes særligt<br />
egnet til at belyse lige netop dette områdes<br />
særegenheder. Resultatet er, at der ved<br />
indgangen til det 21. århundrede ikke bare<br />
eksisterer én musikvidenskab, men en hel<br />
række indbyrdes stridende underdiscipliner<br />
som tilbyder sig med vidt forskellig<br />
terminologi, metode og diskurs.<br />
Adskillelsen mellem disciplinerne<br />
rækker langt dybere end til undersøgelsens<br />
genstand: klassisk musik, populær musik<br />
osv. De nok så betydende metodeforskelle<br />
bunder i divergerende opfattelser af<br />
erkendelsesteoretisk og ideologisk art.<br />
Spørgsmål om værkets ontologiske<br />
suverænitet; om magtstrukturer, om<br />
kontekst osv. Musikvidenskabsfolk har hang<br />
til filosofi, og vil gerne kunne begrunde<br />
deres standpunkter med henvisninger til<br />
Adorno, Husserl, Kant eller Foucault.<br />
Det betyder, at når vi betragter det<br />
musikvidenskabelige område, ser vi et nærmest<br />
uoverskueligt, sammenfiltret virvar af<br />
videnstraditioner, værdisæt og redskaber,<br />
der slynger sig ind og ud imellem hinanden.<br />
Hvad skal en stakkels musikstuderende nu<br />
stille op med det?<br />
Problematisering<br />
En sådan fremstilling af musikvidenskabens<br />
tilstand er naturligvis både subjektiv og<br />
overfladisk, men uanset hvordan vi beskriver<br />
forholdene, er der tale om et reelt problem.<br />
Musikanalyse er et fremragende redskab til<br />
at afdække væsentlige strukturelle forhold i<br />
en sonatesats, men kommer til kort overfor<br />
kora-musik eller reggae; musikhistorien er<br />
nærmest hjælpeløs overfor musik i samfund<br />
med mundtligt overleverede traditioner;<br />
musiketnografien kan tilvejebringe meget<br />
relevant viden om musikkens sociale<br />
sammenhænge og funktioner, men har svært<br />
ved at sige noget betydende om musikken<br />
selv; og populærmusikkens metateoretiske<br />
overvejelser når kun sjældent frem til at<br />
beskæftige sig med den klingende musik.<br />
Der er intet galt med disse og andre metoder<br />
og redskaber, men de har store indbyggede<br />
begrænsninger.<br />
Som musiker er jeg vant til at forholde<br />
mig aktivt lyttende til musikken, enten som<br />
deltager i en eller anden social begivenhed