S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 7 0 ]
H e l l e K a r o f f
stor rolle, da billede i denne sammenhæng
peger på ordet forbillede. De to aspekter har
deres paralleller i, hvordan vi skal opfatte
dannelsens sammensatte karakter. Set ud
fra et perspektiv kan dannelse opfattes
som en fuldkommen fri udviklingsproces,
som mennesket gennemgår uden relationer
til noget mål. Ud fra det andet perspektiv
eksisterer der igennem den historiske
udvikling skiftende meninger med anvisning
af forskellige former for forbilleder eller
mål, hvor dannelsesprocessen skal føre
hen. I visse historiske perioder opfattes
dannelse overvejende som en fri, uendelig
proces, i andre som en målrettet proces
med klare forbilleder. I Nietzsches
dannelsesoptik gælder det, at elementer fra
begge perspektiver synes at være på spil.
Som menneske skal man udfolde sig selv, og
forbilledet er de antikke grænkere.
Nietzsche mener, med afsæt i musikken
som koret i den tragiske komedie, at kunne
levere et billede af grækerne, der er værd at
stræbe efter. Hos grækerne finder Nietzsche
en livspraksis udfoldet, som forsøger at
udvikle overlevelsesstrategier og resignerer
over det kaos og den splittelse, der er et
uomgængeligt vilkår i menneskets tilværelse.
Nietzsche konstaterer med henvisning til
grækerne, at lidelsen er et forhold, vi som
mennesker må leve med, og det vil sige,
at dannelse af mennesket i Nietzsches
øjne bliver et spørgsmål om, hvorledes vi
som mennesker kan leve med lidelsen og
splittelsen som et modernitetsvilkår og ikke
som noget, der kan eller skal opløses.
Grækerne og lidelsen
I Nietzsches samtid gjorde nyhumanismens
og romantikkens betragtninger over grækerne
som sorgløse sig stadig gældende. At
Tragediens fødsel forherliger Hellas kan næppe
bestrides, men grunden til idealiseringen
er en anden end nyhumanismens og
romantikkens. Her ser Nietzsche, at det,
der karakteriserer grækerne, ikke er billedet
af harmoniske, sorgløse mennesker,.
Tværtimod ser Nietzsche et folk præget
af lidelse og pessimisme. Den græske
verden manifesterer sig ved, som det
fremgår af tragedien, at grækerne ikke
prøver at abstrahere fra lidelsen, men i
stedet fremviser den. Det er for Nietzsche
et sundhedstegn (Nietzsche, 1999, 32).
Nietzsches dannelsessyn hviler på to
grundlæggende antagelser: For det første,
at lidelsen som sådan er uomgængelig.
Lidelsens former er måske historisk
betinget, men den kendsgerning, at livet
rummer lidelse, optræder i Nietzsches
refleksioner som et grundvilkår ved den
menneskelige eksistens. For det andet er det
en præmis for tænkning, at der eksisterer
en nødvendig sammenhæng mellem lidelse
og dannelse: ”hvor meget måtte dette
folk ikke lide, for at kunne blive så skønt”
(Nietzsche, 1999, 161). I Nietzsches øjne
er forudsætningen for et dannet menneske
accepten af lidelsens uomgængelighed og
et forsøg på at tage livtag med dette vilkår.
Når Nietzsche finder den hellenske kultur
så storslået, at han ønsker at gøre den til
forbillede for et fremadrettet liv, skyldes
det, at han hos den antikke græker mener at
kunne afdække en særlig sensibilitet over for
lidelsen. Det faktum manifesterer sig ved, at
grækerne tager den silenske folkevisdom til
sig, ifølge hvilken: ”Det allerbedste er helt
uopnåeligt for dig: ikke at være født, ikke at
være, at være intet” (Nietzsche, 1999, 49). Et
folkeslag med en sådan sensibilitet over for
tilværelsens grusomhed må naturligvis finde
anledning til at raffinere de menneskelige