S E M I KO L O N - EgernInc

eller som tilhører/musikforbruger. Hvad
enten det drejer sig om pygmæ- eller
gamelan-musik, om opera eller rap, giver
mødet med musikken mig en oplevelse, der
er musikalsk, før den bliver noget andet. Alle
disse forskellige musikformer har – uanset
deres indlysende forskelligheder – en række
stabile træk tilfælles. Vi møder dem, som vi
møder enhver anden genstand i verden: At
der er tale om et temporalt og ikke et spatielt
objekt, burde ikke gøre nogen forskel.
Som én, der studerer musik – som
studerende, forsker eller musiker – har jeg
brug for at kunne stille den samme type
spørgsmål til alle disse meget forskellige
musikalske objekter. Musik er, i måske
endnu højere grad end sproglige udgydelser,
udtryk for en bevidsthed om det liv, man lever,
om den virkelighed man befinder sig i, og om
det man føler ved det. 3 Jeg må derfor kunne
spørge ind til selve substansen i musikken,
og ikke blot til formelle og pragmatiske
ledsagefænomener (epifænomener). Det er
denne type spørgsmål, som den kognitive
musikvidenskab forsøger at bane vejen for.
Om empiri
En kognitiv musikvidenskab må metodisk
set basere sig på Hjelmslevs empiriprincip.
Den i udlandet højt estimerede danske
sprogforsker, Louis Hjelmslev (1899-1965),
definerer i Omkring Sprogteoriens Grundlæggelse
(1943) sit grundlæggende videnskabelige
princip som beskrivelsen af det undersøgte
fænomen, en beskrivelse der ydermere
bestemmes således: ”Beskrivelsen skal
være modsigelsesfri, udtømmende og den
simplest mulige” (Hjelmslev 1943, 12). For
Hjelmslev er en beskrivelse af et (sprogligt)
fænomen altså videnskabeligt gyldig, hvis
den opfylder de nævnte tre krav.
H v a d e r d e t e g e n t l i g , v i h ø r e r ?
Her er med andre ord tale om en
legitimering af modelliseringen som en
videnskabeligt gyldig arbejdsmetode. En
model behøver ikke blot være en sproglig
beskrivelse, men kan være en grafisk
fremstilling, en computersimulation eller
noget helt fjerde. For at være videnskabeligt
gyldig skal den være så gennemarbejdet, at
den 1) ikke modsiger sig selv; 2) ikke undlader
at forholde sig til væsentlige områder i
det undersøgte fænomen; 3) ikke er mere
kompliceret end den behøver at være.
Det er interessant, at efter at Hjelmslev
fremlagde sit videnskabsteoretiske credo
indenfor lingvistikken, er en sådan
arbejdsmetode blevet mere og mere
almindelig indenfor naturvidenskaben.
Med nutidens højteknologiske laboratorier
er computersimulationer snarere reglen
end undtagelsen. I virtuelle modeller
afprøves forskellige forhold, og resultaterne
sammenlignes derefter med virkeligheden.
Og allerede før computerne blev almindelige
arbejdsredskaber var f.eks. kernefysikken
henvist til lignende modelliseringer. Tænk
blot på CERN, hvor man bl.a. forsøger at
genskabe betingelserne for Big Bang.
Det musikalske objekt
En kognitiv musikvidenskab vil således
hævde, at det er muligt at opstille anvendelige
og falsificerbare modeller af musikalske
objekter og af menneskers håndtering af
disse. Endvidere, at det ikke er nødvendigt
med mega-tunge ontologiske overvejelser
om objektets natur, overvejelser der f.eks.
kan føre fra Descartes og Kant over
Wittgenstein og Adorno til f.eks. Gadamer.
Den kognitive videnskab har allerede
udviklet og udvikler stadig modeller for
især menneskers sproglige handlen, og
s i d e [ 5 5 ]