S E M I KO L O N - EgernInc

forpestet tænkningen med store illusioner
og legitimeret vestlig åndsimperialisme. Ikke
overraskende er Kant blevet skydeskive for
denne kulturkritik. Nussbaum insisterer
imidlertid på nødvendigheden og værdien af,
at fastholde det universalistiske perspektiv.
Nok er det vestligt, men det forhindrer det
ikke i at være rigtig godt. Med et sjældent
overskud går Nussbaum i dialog med den
kosmopolitiske tradition. Hun beskriver,
hvorledes det stoiske kosmopolitismebegreb
øvede dyb indflydelse på Kants
moralfilosofiske og politiske skrifter.
Samtidigt er der afgørende forskel; Kants
kosmopolitisme kan - trods al ambivalens
i hans opgør med klassisk metafysik -
fastholdes uden begrundelse i en teleologisk
kosmostanke, der siden og ikke mindst på
grund af Kant ikke længere er troværdig.
På dette punkt har Kant overtaget i forhold
til stoikerne, men hans kosmopolitisme
hæmmes unødigt af et pietistisk farvet
negativt syn på den menneskelige natur.
Nussbaum argumenterer for, at Kants
kosmopolitiske idéer styrkes, hvis dette
udgangspunkt opgives. Der er grund til
optimisme på den menneskelige naturs
vegne - fremskridt gøres, i overenstemmelse
med Kant idéer, med oplysning og
uddannelse. Med dette udgangs-punkt
forstår man, hvorfor Nussbaum har
engageret sig i uddannelsesreformer i sit
hjemland. Der er grund til tro på politisk
og etisk fremskridt, men der skal kæmpes
for det. Alternativt kunne man nøjes med at
kontemplere over rædslerne eller vente på
værens kalden, som Nussbaum skriver med
slet skjult adresse. Der er intet til hinder
for, at vi fortrøstningsfuldt kan kaste os ud
i et ideologisk og praktisk forsvar for en
tradition med universalistiske ambitioner.
Nussbaums glimrende artikel viser, at der er
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k
meget at kæmpe imod, men heldigvis endnu
mere at kæmpe for.
Hvor Nussbaum ligger et
vertikalt historisk snit i en insisteren på
kosmopolitismens nødvendighed, skærer
Mikkel Thorup horisontalt igennem de
nyeste diskussioner og er tæt på at overgå
Nussbaum i et slagkraftigt forsvar for
kosmopolitismen. Dikotomien mellem den
partikulære og universalistiske tradition
er igen i spil, og den adresseres med
udgangspunkt i en rammende metafor om
(partikulære) rødder og (kosmopolitiske)
vinger. Kosmopolitismen anklages ofte for
at dække over intellektuel arrogance overfor
nationen, kulturen, folket - størrelser, der
forpligter mennesket ud over dets egen
næsetip. Thorup viser, at denne kritik
rummer et gran af sandhed, men heller ikke
mere. Nok kan der peges på elementer af
de privilegeredes og forkæledes arrogance i
den moderne kosmopolitisme, men den har
et dybere teoretisk-filosofisk fundament, og
den er politisk og etisk forpligtende. Thorup
er ikke bange for at skrive nationalisterne
ret imod, men tror man, at alternativet er
postmoderne multikulturalisme skuffes man
- heldigvis. Menneskelige rettigheder, globalt
ansvar og kreolitet er meget at være forpligtet
på, specielt hvis vi skal tage skridtet fra kritik
til løsning - og det insisterer Thorup på, at vi
skal. Det virker da også uomgængeligt. Det
er ikke den kloge tilskuer på sidelinjen, der
gør en forskel. At melde sig ind i kampen
kan også kurere den kosmopolitiske renhed.
Renhed er nemlig, som Thorup så rigtigt
påpeger, noget vi kosmopolitter frygter og
afskyr. Det gælder naturligvis også i forhold
til os selv.
Nussbaum og Thorup argumenterer
overbevisende for, at kosmopolitisme er
den baggrund imod hvilken fremtidens
T i d s s k r i f t s r e v i e w
s i d e [ 1 3 7 ]