S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 3 0 ]
J o n R o s t g a a r d B o i e s e n
og hvordan samfundet i virkeligheden burde
indrettes. På den måde ligger neurofilosofien
i god forlængelse af den logiske positivisme
– trods dens afstandtagen til hvad der
betegnes som den analytiske filosofis
sprogfetichisme – da begge deler ønsket
om at omforme samfundet efter nye og
mere rationelle, videnskabeligt funderede,
principper. 10
Og her er vi fremme ved problemets
kerne: Det centrale i tanken om den filosofiske
metode, er et ønske om at udelukke noget
andet; noget der ikke passer ind i ens forsøg
på at kontrollere verden og tænkningen med
sin metode. Selvom de fleste af vore dages
analytiske filosoffer næppe har de store
samfundsforandrende ambitioner og stiller
sig tilfredse med som levebrødsfilosoffer at
indgå i allerede etablerede diskurser, som
disse kører i de filosofiske fagtidsskrifter
– og således overlader de revolutionære
ambitioner til neurofilosofferne – så trives
udelukkelsen i bedste velgående, i form af
hvad man betegner som meningsløst, fordi
man ikke gider sætte sig i det.
Derfor skal der herfra lyde et forsvar
for den filosofiske pluralisme (og for den
sags skyld pluralismen i øvrigt). Det er i
kraft af, at vi beskæftiger os med ting, der
er svære, vanskelige og langt fra vore vante
tankesæt – ja, sågar til tider noget decideret
sludder – at vi bliver i stand til at reflektere
kritisk. Der er brug for et humaniora – og
specielt et filosofi – der tør tænke nye tanker
og udfordre vante tankestrukturer. Specielt i
en tid, hvor Nørmarks meningsfæller søger
at beskære og bekæmpe al den tænkning
på humaniora, der ikke passer ind i deres
forestillinger om videnskabelig og politisk
rationalitet.
Noter
1 Ja, titlen er direkte hugget fra Paul K. Feyerabends
bog af samme navn – uden jeg dog derved vil tilslutte
mig dennes synspunkter.
2 David Favrholdt er den eneste, jeg kan komme i tanke
om, der tør det. Se Favrholdt 1999.
3 Man kan få den kætterske tanke, at det muligvis har
noget at gøre med den professionalisering af filosofien,
der har fundet sted, således at filosofien i dag udgør
et erhverv. En del levebrødsfilosoffer ville således stå
uden arbejde, hvis det en dag skulle lykkedes at løse alle
filosofiens problemer!
4 Paradigmeeksemplet er naturligvis Descartes’ Discours
de la Méthode (1637).
5 Man kunne naturligvis også nævne andre retninger,
der har gjort krav på at være den filosofiske metode.
Jeg har for eksempel slet ikke nævnt empirismen.
Fænomenologien i visse varianter synes også at være
et eksempel. Ja, sågar dekonstruktion er blevet forsøgt
hævdet som en metode. Jeg skal yderligere gøre det
forbehold, at når jeg skriver ’analytisk filosofi’, så er
det en bestemt meget snæver forståelse af, hvad dette
vil sige, som mange såkaldt analytiske filosoffer ikke
ville passe ind i. Som eksempel kan nævnes hele den
neopragmatiske bølge, hvor filosoffer som Putnam,
McDowell, Brandom, Rorty, Michael Williams alle deres
forskelle til trods dog synes at have så meget til fælles
som, at de dårligt passer ind i det billede, jeg i artiklen
forsøger at tegne af analytisk filosofi. Et billede, der til
gengæld er mange – ja, måske endda hovedparten – af
filosofferne i den angloamerikanske verden, der gerne
– og med stolthed! – vil tilslutte sig som deres eget.
6 For en dybdegående diskussion af denne kontrovers,
og den tidligere analytiske filosofis udvikling i øvrigt, se
Friedman 2000.
7 For dette dog ikke bare skal stå som et fornærmende
postulat, så lige et par antydninger: At hævde at
Freud ikke skulle have blik for de destruktive sider
ved menneskets naturlige driftsliv, eller at han og
Rousseau ikke skulle have blik for civilisationens
enorme fordele, synes absurd i en grad så påstandene
nærmer sig uvidenskabelighed i deres dårlige, eller
manglede, tekstlæsning og fortolkning. Påstandene
om at ’socialismen’ (hvordan Nørmark så ellers
definerer denne) skulle bygge på en idé om ’det
tomme menneske’ synes ligeledes svagt underbygget,
i hvert fald hvis Nørmark med ’socialisme’ mener
noget sådant som Marx’ skrifter eller ’den faktisk
eksisterende socialisme’. I Marx’ skrifter er der netop
de steder, hvor det kommunistiske samfund skal