S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 6 0 ]
S t e f a n G . J a c o b s e n & B u e R . H a n s e n
bestå i en metode. Ønsket om en metode er
et ønske om at sætte tænkningen i stå. Har
man en metode, behøver man ikke længere
at tænke over, hvordan man skal gribe
tingene an. Man applikerer sin metode på
materialet, og det kommer der bestemt ikke
idéhistorie ud af. Og ”æstetisk metode” -
hvad skal man dog forstå ved det udtryk?
Det giver ingen mening. De æstetiske
fag har en række forskellige analytiske og
teoretiske metoder. Kunsthistorikere skal
jo f.eks. kunne analysere billeder, hvilket
forudsætter kendskab til billedanalyse. Men
disse forskellige metoder konstituerer ikke
nogen æstetisk metode, og da slet ikke
en, man som idéhistoriker kan bruge til at
bedrive idéhistorie.
Det samme kan man sige om
sociologien: Sociologer har også en række
forskellige metoder, de benytter sig af, bl.a.
diskursanalyse, men hverken diskursanalyse
eller andre sociologiske metoder kan
betragtes som en idéhistorisk metode. Der
kommer ikke idéhistorie ud af at bruge
dem. Det hænger sammen med, at f.eks. de
æstetiske fag og sociologi er videnskabelige
fag. Det er idéhistorie ikke. Idéhistorie er et
filosofisk fag. Derfor kan vi ikke bare gøre
som de andre, dvs. de videnskabelige fag. Vi
kan ikke bare overtage deres metoder og få
idéhistorie ud af det, og vi kan heller ikke
have en specifikt idéhistorisk metode, som
vi går frem efter. Det strider lige så meget
mod idéhistories væsen som idéhistorie,
som det strider mod filosofis væsen som
filosofi. Fordi idehistorie også er et filosofisk
fag. Af samme grund ville det være sundt for
idehistorikere at diskutere, hvad tænkning er.
Kan der ikke være problemer behæftet ved at tale ud
fra ”tænkningen”, der jo tager sig meget forskelligt
ud i forskellige filosofiske retninger. Herunder
særligt mellem angelsaksisk og tysk filosofi?
Jo, men en debat om, hvad vi skal forstå
ved tænkning ville netop være meget sundt
på idéhistorie. Filosofi er tænkningens
betænkning af sig selv som tænkning, og til
dette at tænke idehistorisk hører som sagt
også at tænke filosofisk. Ikke mindst burde
vi være mere opmærksomme på, hvad der er
idéhistories genstand, nemlig ideer og deres
historie. Det betyder selvfølgelig ikke, at man
som idehistoriker ikke kan beskæftige sig
med mange forskellige områder. Det
afgørende er ikke, hvor man som idehistoriker
går hen, men hvad man spørger efter,
der hvor man færdes. Om det er ideer, eller
man snyder uden om dem, måske fordi man
ikke ved, hvad ideer er – det forudsætter jo
filosofisk tænkning. Undersøgelser, der ikke
har ideer som deres genstand, kan egentlig
slet ikke kaldes idéhistoriske.
Bør vi som idéhistorikere påtage os en bestemt
metode?
Metoder kan i visse sammenhænge være
udmærkede til at åbne for et felt, men de
lukker også altid for andre. Man gør altså
med en metode sin verden mindre, end man
behøver. Det kan også formuleres som et
spørgsmål om, hvorvidt man ser sig selv
som akademiker eller intellektuel.
Akademikeren vil altid afkræve sig selv
og sit fag en metode, og specialisere sig
i et afgrænset område, hvorimod den
intellektuelle er defineret ved stadig spørgen,
bredde i tanken og et ønske om selv at skabe.
Hvis jeg kun arbejdede akademisk, ville jeg
også forlange en fast metode at arbejde ud
fra. Man kan sågar etablere sådan et forhold
til sit fag allerede i studietiden, hvor man
kan specialisere sig i noget bestemt og
lukke af for alt andet. Den intellektuelle
rejser derimod hele tiden nye spørgsmål og