S E M I KO L O N - EgernInc

no culture is [so] simple [as not] to have
various patterns” (Sahlins, 1999, 405). 2 Det
er faktisk præcis denne pointe, at alt dybest
set allerede er ’blandet’, det celebrerende
perspektiv hviler på – men i en specifik
forstand. Socialvidenskaberne har påpeget,
at nationalideologien udtrykt gennem
et folk er lig med én kultur som er homogen og
afgrænset i sig selv er en fejlopfattelse (f.eks.
Appadurai 1997, Hannerz 1992, Bhabha
1994, Friedman 1994). På trods af at dette
har været alment en rum tid, er det stadig
præcis dette rationale, der lægges for dagen
i det berigende perspektivs afstandstagen
til nationalisme, hvor national staten
ofte (fejlagtigt) ses som værende lig med
etno-nationaisme – altså dybest set en
reproduktion af fejlen i teoretiske termer
(Calhoun 2003).
Nogle Andre forbliver, set gennem
denne optik, for kulturelle eller nationale,
dvs. på den forkerte måde. Dobbeltheden
er hermed, at selve perspektivet hviler
på berigende forskelle, men samtidig
forkaster, hvad der opfattes som ikkeberigende
forskelle. Den frihed, der
hyldes i et berigelsesperspektiv, er knyttet
til et dannelsesperspektiv, der dikterer,
at hvis alle blot erkendte, at en national
identitetsopfattelse dybest set er et produkt
af kontingente historiske forhold – at essens
blot er en myte – så ville den rigtige form for
kultur blomstre, den tolerante, åbne kultur.
Kort fortalt er forudsætningen for at fejre
kultur som berigende, at hylde hybriditet
eller at reducere den Anden til rigtig eller
forkert kultur, at kultur bliver noget i sig
selv. I denne forstand reproducerer et
berigende perspektiv paradoksalt samme
form enhedskultur som Dansk Folkeparti
hylder, kultur som løsrevet fra praksis, som
noget evigt og bestemt i modsætning til
’ R i g t i g ’ o g ’ f o r k e r t ’ k u l t u r
noget andet. Men berigelsesperspektivet er
vigtigt, fordi:
“This has a double value since cultural
heritage can include problematic memories,
divisive values and anti-democratic practices.
By insisting on a constant dialogue between
the capacity to aspire and the capacity to
remember, we can provide a system of
checks and balances, so that aspirations do
not become exclusive or xenophobic” (Appadurai
2002: 11, min kursivering).
Man kan stille spørgsmålet, om klassifikation
af den berigende Anden måske hviler på, at
ens eget perspektiv forveksles med de folk,
der bør studeres (Bauman 1998, 100, se også
Calhoun 2002, 2003)? Hylder perspektivet
alle former for kulturel praksis, eller er det,
der ses som berigende udtryk for en fejring
af det, der ligner noget man kender? Det
balancerer på kanten af en etnocentrisk
moralisme, hvor ståstedet forveksles med
de empiriske processer, der tales om:
lokaliserede, folk der ikke er i bevægelse
klassificeres som værende mindre tolerante,
men også mindre demokratiske (og hvad
demokratisk er der i det?) end de folk der
er enige med det multikulturelle perspektiv
(Bauman 2001, Carlbom 2003, Žižek 1999).
Er tolerancen dermed kun gældende for
folk der er enige med perspektivet – en
fejring af eget ståsted? At klassificere Andre
som mere eller mindre udannede udelukker
måske nærmere en forståelse af ’farlige’
fænomener.
“It is, paradoxically, the limited character
of the transnational approach, its obsession
with the closure of the local, that leads its
practitioners to criticize those who talk of
bounding and territorialization since such
s i d e [ 9 9 ]