S E M I KO L O N - EgernInc

oo g a n mm e l d ee l ss ee r
s i d e [ 1 1 8 ]
139 i dette nummer af Semikolon) sig solidt
i sidstnævnte kategori. En alternativ titel
for Thomsens monografi kunne således
passende være blevet Med Sløk som anledning
eller At tænke med Sløk.
Men hvad er det så for en bog
Thomsen, som rosinen i pølseenden på et
langt, overvældende og nu desværre afsluttet
forfatterskab, fik forfattet? Der er ikke tale
om en bog, der skrider strengt kronologisk
til værks, selvom alle væsentlige aspekter af
Sløks omfangsrige forfatterskab på behørig
vis behandles, og at der på sin vis sideløbende
er en form for biografisk progression på
spil. Formen er snarere tematisk, hvor det,
som Thomsen opfatter som de væsentlige
temaer i Sløks tænkning og forfatterskab,
skiftevis tages op til behandling.
Indledningsvis tager Thomsen dog
(som altid?) udgangspunkt i sig selv og sit
forhold til ”Johannes”, som han nærmest
– selvom Thomsen selv benægter dette –
pointemarkerende kalder ham i bogen. Her
opløses den distance som normalt kan præge
den intellektuelle monografi som genre, og
Thomsen fortæller åbenhjertigt om Sløk
som privatperson – en privatperson, som
Thomsen stiftede bekendtskab med, da han
som ung studerende trådte sine akademiske
barnesko på Institut for Idéhistorie. Det
institut, som Sløk i 1967-68 var blevet
professor for. Thomsen giver os bl.a. et
kort, ikke-snagende og ikke-moraliserende
indblik i de aspekter af Sløks privatliv, som
ledte ham til i Mig og Godot – de såkaldte
erindringsforskydninger fra 1986 – at
beskrive sig selv som ”fordrukken”. Pointen
med at inddrage Sløk som privatperson – og
anekdoterne om privatpersonen Sløk er
mange og saftige – er dog ikke at udstille
personen Sløk (til skræk og advarsel).
Enhver med kendskab til privatpersonen
Thomsen vil vide, at også han har haft sine
’ture’. Nej, pointen hermed er at påpege de
særlige, private forhold, som enhver genuin,
moderne tænkning iflg. Thomsen/Sløk/
Kierkegaard må tage som udgangspunkt.
At tænkningen med lidenskabelighed
gælder liv og død – hiin enkeltes forhold til
eksistensen, eller at-heden (det, at man er!),
som Thomsen vist har kaldt det et sted. Og
at dette forhold på et personligt plan har
sine konsekvenser, som momentant kan
bedøves og overvindes i rusens dionysiske
hærgen.
Det bliver hurtigt klart – efterhånden,
som bogen skrider frem – at eksponeringen
af Sløks tænkning (i det omfang, at man
kan tale om eksponering), som allerede
antydet ovenfor, blander sig godt og
grundigt med en eksponering af Thomsens
eget filosofiske projekt – en analyse af
modernitetens særegne kontingenserfaring
og dens idéhistoriske spidsformuleringer og
forudsætninger. Man kan naturligvis mene,
at denne sammenblanding er uhæderlig,
uvidenskabelig og meget andet (en sådan
indvending afværges dog af Thomsens
bemærkning om, at der ikke vil blive ”tildigtet
noget”) – men i virkeligheden skyldes den, at
der i Thomsens bog om Sløk finder en slags
tematisk identifikation sted. Man kunne sige
det sådan, at Thomsen her i sin sidste bog
finder ud af, i hvor høj grad hans egen måde
at tænke på, er sløksk. Det er dette forhold,
der er med til at gøre Thomsens bog til en
så rørende oplevelse, som den rent faktisk
er. Anerkendelsen af den sløkske arv i
midten af sin egen tænkning. En arv, der
– som Thomsen gør opmærksom på i Sløkbogens
indledende afsnit – ikke er blevet
ekspliciteret tidligere: ”Hvad jeg selv siden