S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 5 8 ]
P. A m d i s e n , C . J . A n d e r s e n & H . H . H j e r m i t s l e v
Quentin Skinner. Det væsentlige her er ikke
de konkrete navne, men det opgør de på
forskellig vis udfolder mod den idealistiske
historieskrivning, der i høj grad har redet
idéhistoriefaget som en filosofisk mare.
Hermed også være sagt, at Hegel, Vico og
andre historiefilosoffer måske nok er relevante
som forskningsobjekter, men sjældent
er brugbare som aktuelle inspirationskilder
til, hvordan vi skal bedrive idéhistorie. Det
er vigtigt, når vi taler om et metodefag, at
der bliver tale om et redskabsfag og ikke
endnu et forløb i historiefilosofiens historie
eller videnskabsteori/studium generale.
Faget skal bevæge sig fra et metateoretisk
niveau til et praktisk niveau. Den studerende
skal blive bekendt med metoder, som
har vist sig at føre til god idéhistorie i
praksis. Metoder som virker. Herved
undgår man som studerende at havne i
teoretiske blindgyder, der ikke længere
er historiografisk troværdige. Dette kan
frigive overskud til, at man som studerende
kan lære at udfolde en idéhistorisk praksis.
En praksis, som kan udfoldes på mange
måder: Som en intellektuel historie, der
fokuserer på aktørens sproglige kontekst
og dennes muligheder og begrænsninger;
en begrebshistorie, der eftersporer ords
skiftende betydninger gennem historien
og dermed gør op med en idealistisk
opfattelse af ideer som uforanderlige
størrelser, der svæver frit gennem historien;
en vidensarkæologi, der insisterer på andet
og mere end hovedværkslæsning - for nu
at fremhæve et par eksempler. For den
enkelte studerende vil dette forhåbentlig
føre til en faglig bevidsthed, som ofte har
været fraværende. Som afdeling giver det
mulighed for at vise, at man er en institution
med et fagligt fundament og ikke et institut
for blandede metafysiske bolsjer. Faget skal
være forpligtet på at orientere sig i forhold
til den nyeste idéhistoriske forskning i dens
forskellige afskygninger. Det drejer sig
ikke om at etablere et metodologisk
diktatur, men om oparbejdelsen af en
metodebevidsthed, der er pluralistisk, men
som kommer videre end den gamle floskel
om at ”anything goes”. Det er ganske enkelt
ikke godt nok og et eklatant eksempel på,
hvad der kan ske, hvis overvejelser over
historisk metode ender ved spidsen af
egen postmoderne næsetip. Vi må insistere
på, at der er noget, som ikke går - f.eks.
en idealistisk idéhistorie, der ikke tager
historien alvorligt.
Nogen frygter måske, at man med en
vægtning af det metodologiske risikerer at
iklæde vores fag en metodisk spændetrøje,
der hindrer idéhistorikerens frie, intellektuelle
udfoldelse. En sådan naiv-empiristisk
opfattelse er en illusion. Når vi går til
historien, gør vi det altid med teoretiske
værktøjer. Man kan så vælge at være bevidst
og eksplicit om de værktøjer man bruger
eller ej. Det er her valget står. Vi insisterer
på nødvendigheden af at være eksplicitte og
bevidste. Kun på den måde bliver vi i stand
til at forholde os til de forskellige teoriers
muligheder og begrænsninger. En styrkelse
af metodebevidstheden kan gøre os til
bedre, mindre naive tekstlæsere og dygtigere,
mere bevidste tekstproducenter.
Indførelsen af et metodefag kan således
medvirke til at nedbryde den stiltiende
og uhellige alliance mellem på den ene
side undervisere, som ikke ønsker at være
forpligtede på konkrete former for faglige
standarder og på den anden side studerende,
der ikke ønsker at være forpligtede på
noget som helst.