S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
S E M I KO L O N - EgernInc
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
en kobling mellem nihilisme, vitalisme<br />
og negativisme. Dette ses videreført i<br />
avantgardens opløsning af kunsten i tjeneste<br />
for livet, i dens insisteren på processen,<br />
grænseoverskridelsen og eksperimentet og<br />
ikke mindst i ”de genkommende forsøg<br />
på negation af værkbegrebet i kunsten”.<br />
Men vitalismen ses også videreført i<br />
mellemkrigstidens Tyskland: Hævdelse<br />
af Livets primat i erkendelsen og en<br />
dertil hørende skepsis overfor oplysning<br />
og modernitet (Jünger, Heidegger m.f.).<br />
Således påpeges også en tæt relation<br />
mellem radikalkonservatisme og livsfilosofi<br />
i negationens ånd, hvilket også udgør et<br />
selvstændigt kapitel. Via ungdomsoprørets<br />
genoplivelse af den vitalistiske/nihilistiske<br />
interesse har negationsideologien bredt sig<br />
til store dele af samfundet, og udgør i dag<br />
en almen norm, en konvention, mere end<br />
reel outsiderpostion, hvilket er det store<br />
paradoks: Så snart man stiller sig udenfor,<br />
er man fluks inde i varmen hos kritikere<br />
og institutioner. Denne outsiderrolle<br />
med overskridelsen som mål i sig selv er<br />
imidlertid let at påtage sig. Man skal blot<br />
finde en given norm og bryde den. Som<br />
Stjernfelt polemisk anfører om en fiktiv<br />
”kunstner”: ”jeg vil være dén kunstner,<br />
der er kendt for at besmøre mig selv med<br />
afføring fra en pitbullterrier, medens jeg<br />
hænger med hovedet nedad i en hestesene<br />
forbundet med min ene testikel. At bruge<br />
hundelort fra en rottweiler er jo for længst<br />
set, dyrket og anammet af masserne, det<br />
ville jo med eet forvandle værket til den rene<br />
sentimentale idyl, der allerede hænger som<br />
sofastykke i tusind hjem, et småborgerligt<br />
stykke kitsch.”<br />
Kriteriet for kunstnerisk kvalitet (og<br />
kritik) er altså for store dele forsvundet.<br />
w w w . s e m i k o l o n . a u . d k<br />
Tilbage er kun metakriterier så som<br />
konsekvensen (i en kritikers standpunkt, i<br />
ensartetheden af en kunsters produktion),<br />
bevægeligheden (at ”en kunstner konstant søger<br />
nye veje”, ”aldrig gør hvad man forventer”),<br />
kraften (den emfatiske og upopulære dom,<br />
med Ibsens En Folkefiende: ”den har ret, som<br />
står mest alene”), og følsomheden (en persons<br />
dybe involverethed i en sag, et værk, ofte<br />
udtrykt i førsproglige ytringer). Disse er,<br />
som det antydes, alle erstatningskriterier,<br />
der flytter fokus væk fra det egentlige<br />
værk, og viser tilbage til personen. Fra<br />
dommens genstand til domsakten. Det<br />
gælder nemlig ikke kun kunstere, men i høj<br />
grad også kritikere, for hvem negationen<br />
”er taknemmlig at skrive på”. Negationens<br />
stilistik kan nemlig effektivt skærme<br />
for kritikerens uvidenhed, dovenskab,<br />
letsindighed. (Det er lettere at dadle end at<br />
give en nuanceret og velovervejet kritik).<br />
Dette er for Stjernfelt en primitivisme.<br />
Tilbage står at ”påkalde sig oplysningen” og<br />
for alt i verden hævde kunstens autonomi,<br />
hvilket ville kunne ”skærme den fra<br />
negationen og dens metakriterier”.<br />
Søren Ulrik Thomsens bidrag til bogen<br />
tager sig noget anderledes ud en Stjernfelts,<br />
om end de to er enige i tidsdiagnosen af<br />
åndslivets aktuelle forfatning, som den tager<br />
sig ud i det offentlige rum. Thomsen er ”en<br />
højkirkelig oplysningsmand, en troende<br />
modernist og en konsekvent rationalist”<br />
og hans tre essays udgør en begrundelse<br />
for dette: At tro og oplysning ikke er<br />
modsætninger, men blot vedrører forskellige<br />
niveaer i erkendelsen, at den højkirkelige<br />
luthersk-evangelsiske højmesse med dens<br />
sakramente, liturgi, hierarki og form er at<br />
foretrække frem for den lavkirkelige mere<br />
s i d e [ 1 3 1 ]