S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 7 2 ]
H e l l e K a r o f f
analogi til skønheden. Apollon sender
mennesket drømme og billeder, hvorigennem
tilværelsen viser sig som skøn og
harmonisk; men i virkeligheden er Apollon
blot masker for den dionysiske lidelse, det
vil sige, at det apollinske fortolker lidelsen,
således at den bliver mulig at udholde.
Det medfører også, at de apollinske
drømmebilleder er das schöne Schein,
hvorigennem mennesket kan udholde en
tilværelse, der i bund og grund er lidelsesfuld,
meningsløs og grusom. Set under livets optik
betyder det, at ”for overhovedet at kunne
leve, måtte han [tragediedigteren, hsk] stille
olympiernes funklende drømmefødsel ind
foran dem” (Nietzsche, 1999, 49). Hvis
tilværelsen trådte frem i al sin åbenhed ville
vi ikke kunne eksistere som mennesker, ja,
heller ikke fatte den, men gå til grunde. I
den forstand lægger det apollinske det
dionysiske i skønhedens lænker.
I Nietzsches dannelsesoptik, som dionysisk,
er det dannede menneske det menneske,
der ved, at det sætter illusioner for at kunne
acceptere livet som det er, og det er den type,
der er nødvendig for at forhindre mennesket
i at se livet, som det er. Med et vokabular fra
Nietzsches senere forfatterskab, så handler
det om at turde sætte værdier og vide, at der
sættes værdier, for bestandigt at overvinde
sig selv i forhold til nye værdier og nye
perspektiver. Alt, hvad der har værdi i denne
verden, har det ikke i sig selv, efter sin natur,
fordi naturen altid er værdiløs; men den har
man engang givet, skænket en værdi, og det
var os, der var disse givende. Først da har vi
skabt den verden, der kommer menneskene
ved.
Dionysisk overskridelse
Som vist spiller overskridelsen, forstået
som overskridelsen af ens individualitet,
en helt central rolle hos Nietzsche.
Overskridelsen hos Nietzsche består ikke i,
at man forsøger at tune ind på et overordnet
logos, som i den klassiske dannelsesteori hos
Kant, Hegel og Humboldt, men i, at man
skrider ud af sig selv. Figuren udtrykkes
i tragedien som forholdet mellem det
apollinske og det dionysiske. I udskridelsen,
som den dionysiske vilje, glemmer individet
sig selv i fuldkommen selvforglemmelse. Samtidig
afgrænser det apollinske den dionysiske
vilje, så individet igen kommer til sig selv:
”Ja, det ville kunne siges om Apollon, at han
har den urokkelige tillid til dette principium
og den deri hildedes rolige sidden stille fået
sit mest ophøjede udtryk, og man kunne
endda betegne Apollon som det herlige
gudebillede for principium individuationis,
ud fra hvis gebærder og blikke ”skinnets”
hele lyst og visdom tillige med dens skønhed
taler til os” (Nietzsche, 1999,43). Her er
Nietzsches dannelsesfigur skitseret som en
bestandig udfoldelse og udskridelse, det vil
sige den dionysiske overskridelse består i en
pingpong bevægelse mellem det dionysiske
og det apollinske, der bestandigt afføder
stadig skønnere mennesker. Man skrider ikke
op for altid, men ud af sig selv momentant,
hvor man gennem rusen udvider sit selv til
at omfatte mere: ”hvordan det dionysiske
og det apollinske i bestandig nye følgende
fødsler i gensidig potensering beherskende
det hellenske væsen” (Nietzsche, 1999,
55). Eller med et vokabular fra den sene
Nietzsche, så overvinder mennesket sig selv
altid og allerede. Individualiteten bevares
dermed ikke i sin overskridelse men skabes
på ny.
Optimistisk pessimisme
Den græske munterhed består for Nietzsche