S E M I KO L O N - EgernInc

s i d e [ 9 4 ]
B j a r k e N i e l s e n
regressive product of oppressive forces,
whereas physical mobility is the basis of
emancipatory practice because it generates
stasis-disrupting forms of cultural
displacement” (Cheah 1998b, 296- 297)
Udgangspunktet for en sådan (teoretisk)
frihed består i lanceringen af en afstand
mellem repræsentation og virkelighed; én
specifik national eller kollektiv identitet er
ikke totalt omfavnende. Det anerkendes, at
f.eks. alle mennesker fra Danmark, Frankrig
eller Ladakh ikke tænker ens selvom de deler
en kollektiv national identitet; at kollektiv
identitet aktualiseres i bestemte situationer;
at forestillingen af kollektiv identitet lader
sig gøre som en form for materialiseret
praksis, selvom denne ikke fortolkes ens
eller tillægges ens betydning af de folk, der
deler denne (van Beek 1994, Calhoun 1995).
Dette er i sig selv en fin og vigtig teoretisk
landvinding, men i en berigelsesoptik kobles
dette igen til, at nationale og kulturelle
grænser overskrides og bliver porøse.
En stigende globalisering medfører
hermed en øget bevægelse af kultur,
mennesker og kapital, og dette øger muligheden
for at majoritetskategorier mister
deres magi, og at kulturel undertrykkelse
bekæmpes (se f.eks. Bhabha 1994, Clifford
1992, Appadurai 1997, Cheah 1998). En del
af logikken kan udtrykkes således:
“essentialism [understood as nationalism and
patriotism] must be replaced by concepts
of hybridisation and cultural creativity that
realise, in the vast array of world cultures, a
kind of storehouse of knowledges, foods,
clothing, art forms, which are a source of
our enrichment” (Friedman 1997, 73).
Dette kan f.eks. komme til udtryk i det
der ofte er blevet kaldt en center – periferi
relation. Det berigende er muligheden for at
udveksle kulturelle produkter, der udfordrer
forståelsen af ’rene’ kulturer, idet mennesket
herigennem møder noget andet. Der er tale
om en form for diffusion af kultur, hvor
periferien (Syden) takket være nye trends i
en globaliseret virkelighed har mulighed for
at tale tilbage, og dermed udfordre selve
periferirollen, igennem immigration, ’etnisk’
tøj, musik, noveller, mad eller kunst (se f.eks.
Clifford 1992, 100, Hannerz 1992, specielt
kap. 7) Grænserne – eller nærmere manglen
på samme – mellem forskellige ’kulturer’ er
altså porøse i den nuværende verden, da der
konstant er kulturelle påvirkninger imellem
forskellige afkroge af verden – distance og
geografi synes at betyde mindre og mindre.
Kultur er med andre ord på farten, og vi
burde alle tilhøre det, der er blevet kaldet den
globale landsby: ”We need to think ourselves
beyond the nation” (Appadurai 1997, 158).
Det er ikke alene (kulturelle) produkter
eller repræsentationer (hvad enten de er
i form af nyheder, billeder, musik) der
gør, at – for at vende tilbage til Carlboms
skema – tolerance og lighed fremmes,
i kraft af at disse udfordrer homogene
essentielle fremstillinger, men (kulturelle)
mennesker synes også at være mere og
mere hybride. Mennesket er i sig selv et
produkt af blanding af forskellige kulturer
og mennesket er i stigende grad globalt. En
umiddelbar faldgrube i en sådan tankegang
synes at være, at man kun har blik for det
der ses som kulturelt berigende, og ikke
sociale eller økonomiske vilkår for f.eks.
fattigdom, konflikt eller undertrykkelse:
“Enrichment concerns how many things,
ideas, and people one can accumulate from
different cultures” (Friedman 1999b, 683, se
også Cheah 1998).
Logikken i et berigelsesperspektiv er