S E M I KO L O N - EgernInc

I d é h i s t o r i s k m e t o d e o g r e t o r i s k m a n i p u l a t i o n
Jensen sidste sommer skrev BA-projekt
om autoritet i forholdet mellem religion
og videnskab. Det følgende er dels en
redegørelse for den metodiske tilgang vi, i
et forsøg på at bedrive adækvat idéhistorie,
valgte, og dels en opregning af nogle af de
problematikker vores tilgang hjalp os med
at afdække i forbindelse med (ny)religiøse
skrifter.
En retorikanalytisk tilgang
Historien rummer mange historier og mange
måder at fortælle dem på, der afhænger af
historiske aktørers særinteresser. Det er
derfor nødvendigt at beskæftige sig med
den polemiske kontekst, for at historiens
kompleksitet kan træde frem. På aktørniveau
analyseres en historisk begivenhed, som et
resultat af visse aktørers hensigter, handlinger,
udtalelser, reaktioner og holdninger,
men når aktøren kommer i fokus risikerer
man, som nævnt i indledningen, at historien
drukner i kompleksitet, så man i stedet for
at beskæftige sig med en historisk tid og de
ideer, den tumlede med, snarere kommer til
at beskæftige sig med en enkelt aktør og de
ideer vedkommende beskæftigede sig med.
I så fald ender vi i vores bestræbelser på
at skrive idéhistorie, der ikke generaliserer,
med at skrive så partikulært, at der er tale
om en biografi. Det er ikke historikerens
opgave at beskæftige sig med aktøren som
person, men med aktøren som netop aktør
– en instans, der gennem udtalelser og
handlinger påvirker sin tid.
Netop dette, at aktøren er i stand
til at fremføre udtalelser, der kan påvirke
hans samtid, og bevidst søger at påvirke
samtiden ligger til grund for den måde,
hvorpå Quentin Skinner anvender begrebet
talehandling. Ifølge Skinner er enhver tekst
en talehandling, det vil sige, at enhver tekst
er skrevet for at legitimere et synspunkt
eller en handling overfor en modtager.
Aktøren, der fremsætter talehandlingen,
er altid rationel, hvilket indebærer, at
vedkommende reflekterer over spørgsmål
som ”hvad skal der til for at overbevise min
målgruppe; hvilken retorik vil have størst
effekt på den?” Den rationelle aktør ved,
at han kun kan legitimere sine synspunkter,
hvis de stemmer overens med målgruppens
normative principper, eller hvis han i
det mindste kan få det til at se sådan ud.
Med dette i baghovedet lægger aktøren
en retorisk strategi, hvori han overvejer,
hvilken sprogbrug og hvilke normative
principper, målgruppen ligger inde med.
Legitimeringen af aktørens synspunkt sker,
når det på troværdig vis lykkes aktøren
at vise, at favorable udtryk, der allerede
eksisterer i målgruppens vokabular, kan
benyttes om hans synspunkt.
Når man læser en (historisk) tekst, må
man derfor have for øje, at den skriver sig
ind i en bestemt polemisk kontekst, hvor
visse normer har gjort sig gældende, og at
forfatteren i sin argumentation har taget
højde for disse normer med det formål at
overbevise sin målgruppe om rigtigheden
af sine synspunkter. Teksten er, med andre
ord, et produkt af en retorisk manipulation.
Aktørens mulige talehandlinger begrænses
af målgruppens normer i og med, at han
må legitimere sine synspunkter indenfor
disse og den rationelle aktørs faktisk anvendte
talehandlinger må være i overensstemmelse
med målgruppens normative vokabular.
Hvis vi, i stedet for at fokusere på
aktøren selv eller på det konkrete indhold
i hans henvendelse, fokuserer på den måde,
hvorpå aktøren henvender sig, kan vi nå ud
over et snævert aktørniveau og tilnærme os
en forståelse for den tid eller den kontekst,
s i d e [ 4 3 ]