S E M I KO L O N - EgernInc

meget herrer over det hele, som fundament
alkonstruktivister kan få det til at se ud som,
dels at det, der er verden for os, omfatter
meget mere end vor ”sprogverden” – eller
også skal vi i hvert fald definere ordet
”sprog”s betydning særdeles bredt.
Hvad beskriver bedst din tilgang til ideen om, at vi
i erfaringen har tilgang til noget mere? Ideen om, at
der i sproget udfolder sig, viser sig, et mere end
det umiddelbare, eller en idé om sansningens tilgang
til noget ikke-sprogligt? Altså en sansningsteori
lignende Løgstrups?
Vor verden – det, der er verden for os - er
konstitueret af vore oplevelser og erfaringer,
og de er bestemt ikke kun sproglige. Derfor
giver det som sagt ikke mening at sige, at
sproget er vor verdens grænse – ikke med
mindre man opererer med et begreb om
sprog, som omfatter langt mere end det
verbale sprog. Men sproget er rigtigt nok
den begrebsformidlede forståelses grænse,
eftersom begrebet er sprogligt.
Sproget kan skabe merbetydning;
det er det, som digtere arbejder med. Men
merbetydning kan også opstå uden, at der
nødvendigvis er sprog involveret. Det kan
f.eks. være tilfældet, når naturen fremtræder
for én som andet og mere end blot empirisk
natur. For mig er det afgørende her selve
erfaringen af merbetydning. Hvor lidt
eller hvor meget sprog eller sansning, der
så er involveret, er en lidt anden sag. Det
er selve erfaringen som sådan, denne
erfaring af merbetydning, og ikke mindst
det forhold, at den overhovedet findes, der
er interessant. Den er væsentlig, fordi den
sætter vor almindelige hverdagslige måde
at opleve og forstå i perspektiv. Ikke ved at
levere en færdigt formuleret anden sandhed
om tingene, men ved slet og et at udgøre en
erfaringsmåde, der afviger radikalt fra den
H v a d e r i d e e r e g e n t l i g ?
måde, hvorpå vi i almindelighed forstår os
selv og verden omkring os.
Det idehistorisk interessante er, at
mennesker har fortolket den slags erfaringer
af merbetydning på mange forskellige måder
i historiens løb. Og det filosofisk interessante
er dels at fordybe sig i de forskellige
historiske fortolkninger – hvordan de er
skruet sammen, hvilke implikationer de har,
osv. – dels selv at skabe sin egen udlægning
af den pågældende erfaringsfænomenologi
og dens element af merbetydning.
Lad mig prøve at være lidt mere
konkret: En dag fremtrådte udsigten fra min
lejlighed på 4. sal ud over Århus og omegn
på en anden måde, end den i almindelighed
gør. Lyset faldt på en særlig måde, og det
var, som om landskabet rummede noget
mere end den empiriske natur, som det ellers
som regel viser for en mere hverdagslig
betragtningsmåde. Landskabet var i en vis
forstand betydningsladet. Som moderne
menneske har jeg ikke nogen fortolkning
parat på forhånd af sådan noget. Havde
det været i middelalderen, havde jeg sagt:
”Det er Guds værk, et tegn fra Ham.”
Men som moderne menneske står jeg langt
mere famlende over for mine eventuelle
erfaringer af merbetydning. Des mere
interessante er disse erfaringer så imidlertid
netop for filosofien – nu hvor der er plads
for den filosofiske tænkning til at boltre sig
med den slags fænomener og de spørgsmål,
som de rejser.
Jeg kunne også nævne et andet
eksempel. Det er fra min studietid, hvor
jeg en dag trådte ind på mit kollegieværelse,
og lyset vældede ind over interiøret, et sort
skrivebord, et rødt plastikchartek på bordet,
som nærmest selv lyste i lyset, osv. Alt var,
som det plejede, og så alligevel overhovedet
ikke. For i et splitsekund var det, som om jeg
s i d e [ 6 5 ]