S E M I KO L O N - EgernInc

I
Griber man sagen lidt storslået og anakronistisk
an, så kunne man datere den oprindelige
uenighed/splittelse mellem filosof og
idéhistoriker til antikkens Athen og Platons
opgør med sofisterne. Sofisten og dennes
erkendelsesmæssige relativisme skulle således
gøre det ud for idéhistorikerens position
(den idéhistoriske disciplins ophav),
og Platon og dennes filosofiske forsøg på
via idélæren at opnå erkendelsesmæssig sikkerhed
kunne så tilsvarende gøre det ud for
filosoffens position (den filosofiske disciplins
ophav). Man kunne så anskue resten
af historien som en konstant, dialektisk
kamp mellem disse to traditioner/positioner.
En sådan fortælling ville dog, så umiddelbart
appellerende den end måtte være,
hurtigt blive uinteressant, forsimplende og
åndshistorisk, og jeg vil derfor forlade den
allerede her. En fortælling af den art ville
da også implicere et gigantisk stykke rekonstruktionsarbejde,
hvor man i anakronistiske
termer ville være nødsaget til at konstruere
en kanon af værker, som man avant la lettre
ville kunne rubricere som idéhistoriske i tilgift
til, at man sideløbende ville skulle konstruere
en kanon af værker, som man med
god mening ville kunne kalde filosofiske i
eksemplarisk forstand. En håbløs opgave
– særligt i nærværende, begrænsede sammenhæng.
Skulle vi gribe sagen lidt mere pragmatisk
og specifikt an, så kunne man tage
udgangspunkt i de lokale forhold. Etableringen
af en idéhistorisk fagdisciplin ved
Aarhus Universitet i 1967. Sjovt nok skyldte
faget langt hen af vejen Justus Hartnack,
der var professor i filosofi ved universitetet
på dette tidspunkt, sin oprettelse. Han
havde sammen med andre fremtrædende
F i l o s o f i ( h i s t o r i e ) v s . i d é h i s t o r i e
kollegaer på humaniora (Erik Lunding og
Rudi Thomsen) indstillet Johannes Sløk,
der på daværende tidspunkt var professor i
kristen idéhistorie og filosofihistorie ved det
teologiske fakultet, til posten som professor
ved det nyoprettede Institut for Idéhistorie.
Om grunden til at oprette et sådant institut
kan man kun gisne. Men udover, at faget i
1963 i den såkaldte ’Røde Betænkning’ var
blevet nævnt ”som et muligt sammenknytningsmedium
for gymnasiefagene”, så spillede
det nok også en væsentlig rolle, som
Hans-Jørgen Schanz nævner det et sted,
at Institut for Filosofi med Hartnack som
øverste myndighed stod for en filosofisk
linje, der var klart angelsaksisk inspireret
og lænede sig mod den analytiske filosofi
og derfor med stor glæde overlod idéhistorien,
filosofihistorien og langt hen af vejen
den kontinentale tænkning til Sløk og hans
nyoprettede institut 4 :
”Dernæst tror jeg, at det har spillet ind,
at der på samme fakultet var et filosofisk
institut, som – meget angelsaksisk orienteret
– slet ikke havde noget i klemme i forhold
til et institut, der ville arbejde historisk
med en del af det stof, som jo ellers faldt
ind under filosofien. Kort sagt: under Hartnacks
regime kunne filosofi sagtens og uden
malice afstå fra smalrøvetheden i at føle
sig berøvet et særområde som idéhistorien.
Her kunne man være generøs – og var det.
Hartnacks filosofiske credo lå ikke langt fra
Harvard-professoren Quines, der hævdede,
at man kunne inddele de studerende, der
opsøgte et filosofisk institut i to grupper:
dem, der ønskede at lære at filosofere, og
dem, der ønskede at lære filosofihistorien.
Når filosofien så radikalt adskilte filosofi
og filosofihistorie, så kunne der ikke opstå
brødnid mellem filosofi og idéhistorie”. 5
s i d e [ 7 ]