S E M I KO L O N - EgernInc

men det rummer en hermeneutisk enhed,
som virker rammedannende for vore
fortolkningsmuligheder. For Gadamer er
værket ikke nødvendigvis harmonisk og
afrundet, sådan som man tidligere mente
i den klassicistiske tradition, men det er
kendetegnet ved hermeneutisk enhed forstået
som en i værket indeholdt meddelelse, og
det er den, der leverer rammen.
Gadamers titel Wahrheit und Methode
betyder sandhed eller metode. Man må
vælge mellem sandheden og metoden, da
metoden udelukker sandheden. Det vil også
sige, at for Gadamer er den eksperimentelle
videnskabs begreb om empirisk sandhed
ikke sandheden. Hos ham handler det
derimod om værkets sandhed. Det er
den, og ikke ens egen medbragte metode,
der skal vejlede én under sin tilegnelse af
værket Hvis vi møder værket med denne
åbenhed - og kun sådan – kan vi erfare
værkets meddelelse. Det almene åbenbarer
sig så måske der, hvor vore forskellige
fortolkninger af værket møder hinanden
i deres respektive møder med det samme
værk.
I en polemisk pamflet (som er optrykt andetsteds i
dette nummer af Semikolon) udlægges idéhistorie
som en praksis, der bl.a. kan .udfoldes på følgende
måder: ”Som en intellektuel historie, der fokuserer
på aktørens sproglige kontekst og denne muligheder
og begrænsninger; en begrebshistorie, der eftersporer
ords skiftende betydninger gennem historien og
dermed gør op med en idealistisk opfattelse af ideer
som uforanderlige størrelser, der svæver frit gennem
historien; en vidensarkæologi, der insisterer på andet
og mere end hovedværkslæsning.”
Det er tankevækkende, at man ofte, når man
vil diskutere, hvad idéhistorie er, insisterer
på at kalde idéhistorie noget andet end
idéhistorie. Fordybelse i navnets betydning
H v a d e r i d e e r e g e n t l i g ?
ville gøre det klart, at det ikke bare kan
udskiftes. Eksempelvis har ordet ”idé”
en langt mere omfattende betydning end
ordene ”begreb” og ”viden”, og idébegrebet
har sin egen historie. Idéhistorikere bør
kende ordet ”idé”s og idébegrebets historier.
At fungere som idehistoriker forudsætter
altså også begrebshistorisk kunnen, men
dette betyder ikke, at idehistorie kan eller bør
reduceres til begrebshistorie. Tilsvarende
er det f.eks. også væsentligt at arbejde
med ideerne som de findes i videnskabens
historie, men det er ikke det samme som, at
det er meningsfuldt at reducere idehistorie
til videnskabshistorie. Og vi skal da slet
ikke arbejde med videnskabens historie for
at applikere dens metoder, men for at være
orienteret om og udforske de ideer, der
strukturerer de forskellige videnskaber.
Hvordan forholder du dig til den kritik i citatet
ovenfor, der synes at kunne rettes mod din
tænkning?
At se sig gal på idealismen, og det er vel det,
der er nogle, der gør – det er da bare trist
og unødvendigt begrænsende. Man vil vel
i almindelighed angive materialisme som
det modsatte af idealisme, men den kritik,
I refererer til, er nok snarere udtryk for en
pragmatisk tankegang. Det har uheldige
konsekvenser ikke bare for tænkningen
selv, men for hele samfundet, når man
sådan søger at begrænse tænkningen.
Idéhistorikere burde i stedet overveje, om
ikke de svigter som humanister, når de som
i det citerede vil reducere idehistorie til en
delmængde af sig selv – og således vælger
yderligere videnskabelig specialisering frem
for tænkning.
Der er ingen grund til at gentage forne
tiders opgør med idealismen. Det er jo ikke
fordi vi er ved at gå til i spekulativ idealisme.
s i d e [ 6 7 ]