S E M I KO L O N - EgernInc

metafysik og ånd. Begreber, der var
centrale for Hegel, der er en af de første
store idéhistorikere, for så vidt som han
undersøgte tankens egen historicitet, og
dermed åndens historie. Det ville være
positivt hvis åndsbegrebet blev reaktualiseret
i stedet for afvist, som tilfældet er nu.
Begreber som sandhed, skønhed og ånd har
stadig en vigtig rolle at spille for tænkningen.
Dette siger jeg ikke, fordi jeg vil ophøje den
tyske idealisme og romantikken til de eneste
forbilleder for os som idéhistorikere, slet
ikke, men fordi der stadig er meget at hente
i dem, og fordi vi for mig at se i øvrigt stadig
opererer indenfor det paradigme, som blev
indstiftet med dem.
Ser du dig selv som arvtager for, hvad filosofien var
før den analytiske filosofis dominans (mht. interessen
for tysk idealisme og romantik)?
Hellere det end så meget andet, i hvert fald.
Jeg nærer stor veneration for den tyske
idealisme; mere og mere, jo ældre jeg bliver,
og jo mere indsigt jeg får i den. Men det er
ikke kun for, hvad den tyske idealisme er i
sig selv. Det er også for den tyske idealisme
forstået som filosofi, der selv er arvtager til en
lang tradition. Der er så mange overleverede
filosofier, jeg beundrer og henter inspiration
i. Lige fra Platons, Aristoteles’ og Plotins
filosofier over middelalderens tænkning til
den tyske idealisme, romantikken og f.eks.
Heideggers og Benjamins filosofier.
Jeg er også stjernesikker på, at der er
meget mere derude i verden, som jeg ville
blive enormt inspireret af, hvis jeg havde tid
til at sætte mig ind i det. Det gælder både
gammelt og nyt fra fjernere verdensdele.
Men døgnet har kun 24 timer, og tingene
skal tilegnes grundigt og bearbejdes, for at
det giver mening.
Jeg har aldrig været interesseret i at
H v a d e r i d e e r e g e n t l i g ?
bekende mig til en bestemt filosofi eller
filosofisk skole og videreføre den. Jeg har
ikke engang haft lyst til at vie mit liv til en
bestemt filosof ved at blive specialist i hans
produktion. På dette punkt er jeg ikke ret
meget akademiker, mere intellektuel. For
mig handler det meget mere om at tænke
selv; at forfølge de spørgsmål, der melder sig
for mig, og forsøge at formulere mine egne
svar på dem. Det sker til gengæld i stadig
dialog med traditionen, inspireret af de svar,
jeg finder i de overleverede værker. Jeg er
ikke særlig interesseret i at lave akademisk
arbejde; jeg vil tænke, og jeg betragter i høj
grad tænkningen som en skabende proces.
Det, man foretager sig, når man tænker
filosofisk, minder særdeles meget om, hvad
en kunstner gør, når han skaber et værk. Der
finder værkproduktion sted i begge tilfælde.
En tanke er også et værk; i hvert fald hvis
den er skøn. Og hverken kunstnere eller
tænkere reproducerer bare det, der allerede
findes. De forsøger derimod selv at skabe
noget nyt. Men det nye opstår ikke ud af
det blå. Det er derimod en metamorfose
af det gamle. Man henter viden og indsigt
i traditionen, men man gør det ved at gå i
dialog med den. Og derved opstår der de
forskydninger, vi kalder ”det nye”, ”ens
eget”.
Hvad er status for idéhistorie?
Beder I om en diagnose? Handler spørgsmålet
om, hvordan faget idéhistorie har det lige
nu? Ikke særlig godt, og det er det gamle
Institut for Idéhistories egen skyld. Det
undlod som sagt at virkeliggøre idéhistorie
som idéhistorie. Nøjagtig som i Sverige og
Norge gjorde man derimod idéhistorie til alt
muligt andet. Og alle tre steder har det været
pga. filosofiforskrækkelse.
s i d e [ 6 3 ]