Phd-afhandling trykklar pdf

Jeg har her forsøgt, uden større held, at underbygge forestillingen om hverdagslivets
fortsatte spredning og opsplitning statistisk. At basere en diskussion af dette på
tidsvaneundersøgelser og transportstatistik kan – indrømmer jeg – virke primitivt og
tendentiøst. Problemet er imidlertid, som jeg ser det, at tesen om hverdagslivets
fortsatte fragmentering i reglen fremsættes uden videre form for empirisk
underbygning. Dermed fremstår den mere som et uafprøvet postulat end som et
egentligt ”empirisk faktum”.
Jeg vil dog senere (kapitel 10) vende tilbage til spørgsmålet om familielivets fortsatte
spredning i forbindelse med en diskussion af, hvorvidt der inden for hjemmet finder
en sådan sted i takt med den øgede brug af individuelle medieteknologier.
6.2 Domænekonflikter som kilde til tidspres
Hverdagslivets fragmentering kan på flere måder have betydning for hverdagens
tidskabale og menneskers oplevelse af tidskonflikter. Én af disse relaterer sig til det,
Inge Røpke omtaler som ”domænekonflikter” (Røpke 2001). Til de forskellige
domæner knytter sig forskellige roller, og opsplitningen af hverdagslivet i adskilte
domæner og roller kan foranledige oplevelser af domænekonflikter:
Every domain has its own logic and demands and is inclined to dominate
increasing parts of everyday life. Being in one domain, a person is inclined to let
this expland into other domains and to forget the demands from those other
domains. However, when the person later shifts to another domain, the
perspective usually changes again. The contradiction between the demands from
the different domains is a core conflict in modern everyday life (...). The conflict is
embedded in the time and space that limit the possibilities of thriving in all
domains: work, family, leisure interests. The limitations give rise to frustrations
related to the tension between the ideal ideas and wishes regarding what to
achieve in each domain, and the actual realisation. (Ibid.: 411-412)
Til hverdagslivets domæner er således knyttet en egen dynamik, som bidrager til at
øge forventningerne til, hvad der skal og kan nås inden for hver enkelte af
domænerne. Realiseringen af disse begrænses imidlertid af tidens og rummets
bindinger, og disse begrænsninger erfares af det enkelte individ som tidskonflikter
175