Phd-afhandling trykklar pdf

uden for hjemmet. Eller som Kenneth J. Gergen skriver: ”Even within the family,
geographic propinquity now means little. In large measure, each family member lives
a psychologically separated life” (Gergen 2003: 105). Med formuleringen ”living
together separately”, indfanger Livingstone meget præcist karakteren hjemmelivet i
den moderne familie.
Ligesom hverdagslivets spredning uden for hjemmet kan virke som en centrifugal-
kraft på familien som social enhed, kan noget tilsvarende altså også gælde inden for
hjemmet. Derved forstærkes ”nødvendigheden” af, på det symbolske plan, løbende
at skabe og fastholde familiens enhed og fællesskab gennem bl.a. telemedieret
nærhed.
Adskillige af de interviewede forældre var bevidste om de mulige ulemper ved
individualiseringen af børns brug af medie- og kommunikationsteknologier. Et
eksempel på dette er Jørgen Poulsen, som frygtede, at familien (som kun havde én
computer) ville ende med at sidde ’fire forskellige steder i huset ved hver sin
computer’, hvis alle fik deres egen computer. Et andet eksempel er Alberte Bang,
som udtrykte utilfredshed med, at især datteren Johanne brugte det meste af tiden
på at sidde foran sin bærbare computer og skrive med vennerne over internettet, når
hun var på besøg hos sin moder. Jeg vil afrunde diskussionen med et uddrag fra
interviewet med Alberte, som indfanger de mulige effekter af individualiseringen af
børns brug af IKT, herunder hvordan dette kan sætte familielivet under ”pres”.
Uddraget knytter endvidere forbindelse til vilkårene for at skabe et fælles familieliv
efter et familiebrud:
306
Alberte: (...) de [Susanne, Johanne og Hans’ datter] sidder jo på hver deres
værelse og kommunikerer med en eller anden. Og man kan ikke rigtig trække
dem ind til noget. (...) ’skal vi ikke se en film?’ [kan Alberte spørge dem, hvortil de
svarer:], (...) ’neej, jeg vil hellere sidde her og skrive med Pia’, eller hvem det nu
er. Det synes jeg da godt kan være sådan lidt – og så nogle gange, så kan
børnene jo godt melde [sig] ud af [familien]. Ja det kan min datter [Johanne] –
hun synes ikke hun er en del af fællesskabet (…) – hvor jeg sådan må sige til
hende, ’jamen når du så er her, så prøv at se, hvad du laver’. (...) ’hvis du altid
siger nej til at være med, når vi ser en film eller går ned i haven og tænder bål’