Phd-afhandling trykklar pdf

Per Schultz Jørgensen beskriver forandringen i relationen mellem forældre på
følgende vis:
Mens alliancen mellem forældrene i den gamle familie hvilede på et formelt
indgået ægteskab, der var juridisk forpligtende og omfattede hele familien som
organisation, er den moderne alliance baseret på ’dyaden’ og dens dyrkelse af
kærlighed og følelsesmæssig involvering. (Jørgensen 1999: 115)
Den stigende hyppighed af forældreseparationer og samlivsbrud kan tolkes som det
empiriske udtryk for, at forholdet mellem mænd og kvinder i stigende grad antager
”frivillighedens karakter” og netop kun varer så længe, som begge parter finder det
personligt tilfredsstillende.
Giddens begreb om det rene forhold indfanger utvivlsomt vigtige sider af vores
moderne måde at anskue og praktisere parforholdet. Dog ses der fortsat en vis
asymmetri i det heteroseksuelle forhold – især i børnefamilierne – hvor det stadig er
manden, som generelt gør karriere og arbejder og tjener mest, mens kvinden udfører
broderparten af det hjemlige husarbejde og omsorgen for børnene. Det rene forhold
er derfor, som analytisk begreb, at sammenligne med Webers idealtyper; begrebet
indfanger centrale træk ved den moderne forståelse af parforholdets betydning og
rolle. Men samtidig er denne forståelse fortsat i konflikt med en mere traditionel
praksis og forståelse af relationen mellem mænd og kvinder, som har sine rødder i
den klassiske kernefamilie. Man kan derfor tale om, at de to forståelser er
sameksisterende og i nogen grad gensidigt udfordrende.
Ligesom parforholdet har også forældreskabet og forholdet
mellem familiens voksne og børn undergået betydelige forandringer siden 1960’erne.
Først og fremmest synes forældre i dag at føle et langt mere omsiggribende ansvar
for børns identitetsdannelse end tilfældet var i den traditionelle kernefamilie, hvor
fokus i høj grad var rettet mod at lære børnene traditionelle ”dyder” såsom
velopdragen opførsel og sparsommelighed.
81