Phd-afhandling trykklar pdf

sikringen af den indbyrdes accountability mellem familiens medlemmer. Dette – i
lighed med tryghed og sikkerhed – peger på en betydning af den telemedierede
kommunikation, som rækker ud over den praktiske rolle, som disse spiller i forhold til
at organisere og re-organisere hverdagens aktiviteter. Denne dimension af den
telemedierede kommunikation mellem familiemedlemmer behandles i kapitel 10.
*5 %! & * Elementet af gensidig accountability fremstår
nok tydeligst i de opkald, som "alene" handler om at fortælle, hvor man er og hvad
man laver. Opkald, som sjældent fører til konkrete ændringer i forhold til familiens
planer og rutiner – men som i sig selv kan udgøre en "fast rutine" og dermed bidrage
til at konstituere en "symbolsk orden" i familiens hverdagsliv (Bech-Jørgensen 1994).
Adskillige af forældrene ringer til deres børn efter arbejdstid for at fortælle, at de er
på vej hjem. Opkald af denne type gøres i mange tilfælde fra bilen. Tilsvarende ringer
eller sms'er også mange af børnene til deres forældre for at fortælle, at de er på vej
hjem.
Et lignende eksempel på opkald, som alene har et ”orienterende” formål, finder man i
interviewet med Arne Nørgård som fortæller, at hans kone ringer til ham, hvis hun er
ude at køre en længere tur i løbet af dagen. Arne selv undrer sig over, hvad disse
opkald skal ’gøre godt for’. I det følgende uddrag fra interviewet beskrives både
Annas opkald til Arne og børnenes sms-beskeder til Anna om, at de er "på vej hjem":
214
Anna: [om at børnene for det meste selv transporterer sig rundt:] vi bruger
princippet 'tag cyklen og cykel dig frem i verden' her [ler lidt]. Øhh. 'Jeg er på vej
hjem nu' [børnenes sms-beskeder til Anna]. Det er så rart at vide (...)
Toke: Okay. Er det noget som du har sagt at de [skal] (...)?
Anna: Nej, det er noget de gør af sig selv. Jamen, det siger jeg nemlig [selv], når
jeg prøver at huske det. [ler].
Arne: Ja, for dæleme – når hun er ude og strejfe. Så, når hun kører –
Anna: – den uvane har de lært af mig –
Arne: – ja, når hun kører, så ringer hun og siger, hun er på vej hjem (...) 'så, nu er
jeg halvvejs'. Jeg har ikke rigtig fundet ud af, hvad jeg egentlig skal bruge
oplysningen til endnu. Jeg mener – hun dukker nok op, når jeg ser hende.
(Interview 1, l. 1193-1206)