Phd-afhandling trykklar pdf

204
Rie: Altså det er jo aldrig til at vide. Når man er femten år. (...) hvis der pludselig
er en fest eller nogen vil være sammen med én, ik’ oss’, så er det jo noget mere
interessant end at være sammen med far eller mor. (Interview 2, l. 406-410)
Noget tilsvarende oplever Alberte Bang i forholdet til sin ældste datter. Alberte kunne
ønske sig at se mere til Johanne, som det meste af tiden opholder sig hos faderen.
Men datterens håndboldtræning og samvær med veninderne afholder hende ofte fra
at besøge sin moder, forklarer Alberte:
Alberte: (...) det [datterens håndboldtræning] fylder meget i hendes hverdage
med tre gange håndbold af en tre-fire timer, ik’. Så de andre dage – mandag og
onsdag – det oplever hun jo som sine fridage, og det er der hun kan lave aftaler
med andre veninder og gå en tur i byen (...). Så de dage vil hun helst ikke
komme [på besøg hos Alberte] – hvorimod jeg er sådan en, ’jamen så kan du
komme en hel dag’, men det er jo ikke hendes behov. Det er ikke hendes behov
at sidde sammen med mig en hel dag. Men det er fint for hende at komme en
tirsdag aften og spise hos os og snakke og vi kan se en film, eller. Jeg kan
hjælpe hende med nogle opgaver eller. (...) – sådan er det jo – hun er jo også
fjorten et halvt – hun skal jo ikke sidde og holde sin mor i hånden, vel. Selvom jeg
– det ville jeg da synes var rart (...), men det er jo helt naturligt – det skal jo gå
den vej, at hun lever mere og mere sit eget liv, ik’... (Interview 1, l. 1835-1847)
Når Johanne besøger Alberte på hverdage, er det sjældent planlagt lang tid i
forvejen. Oftest planlægges besøget på selve dagen eller Alberte og Johanne laver
en foreløbig aftale nogle dage i forvejen. Alberte har en fornemmelse af, at Johannes
modvilje mod at indgå klare og faste aftaler i god tid er udtryk for, at hun gerne vil
vente og se, ’om der kommer noget bedre’ i form af eksempelvis at være sammen
med en veninde. Alberte bliver dog skuffet, når Johanne melder afbud – ’man bliver
jo ked af at blive fravalgt’ – og derfor forsøger hun nogle gange at presse et svar ud
af datteren ved at ringe eller sms’e til hende, at ’nu må du altså sige, om du kommer
eller ej!’. Alberte ser netop muligheden for at ændre aftaler med kort varsel som en af
ulemperne ved mobiltelefonen:
Alberte: (...) det er svagheden ved en mobil – man kan altid lige ringe – man kan
lave om på aftaler, man kan lave nye aftaler. Det der med at forpligtige sig ind i
en aftale. Det synes jeg nogle gange kniber. For man kan altid tage telefonen og