Phd-afhandling trykklar pdf

At forældre i dag føler et større ansvar for at involvere sig i og ”facilitere” børns
udvikling som selvstændige og kompetente individer kan ses som en konsekvens af
det, Baldur Kristjánsson betegner psykologiseringen af barndommen (Kristjánsson
1999). Baggrunden for denne er opdragelsens gradvise frigørelse fra traditionen,
som betød, at nye måder at anskue barndom og opdragelse vandt indpas. Det var
især børne- og udviklingspsykologiens fremstilling af barndommen som altafgørende
for barnets identitetsdannelse og fremtidige liv og psykiske velbefindende, som satte
sit præg på den moderne tænkning om børneopdragelse. Derved blev forældrene
pålagt et langt større ansvar i forhold til børnenes opvækst:
82
Indvævet i denne videnskabeligt tilvejebragte indsigt i barnets sårbarhed har der
ligget et budskab til forældrene – og i særdeleshed til moderen – om deres
uvurderlige betydning for barnet og dets udvikling, og at det for dem gælder om
at skabe forudsætninger for en fri og harmonisk barndom. (Kristjánsson 1999:
140-141)
Denne tænkning resulterer blandt andet i, at forældre (og nok især mødre) kan
opleve skyld, hvis de ikke føler, at de kan levere den nødvendige omsorg eller støtte
til barnets personlige udvikling.
Samtidig med at børneopdragelsens afkobling fra traditionen åbner op for nye måder
at tænke forældreskab, introduceres også en generel usikkerhed hos forældrene i
forhold til spørgsmålet om god og dårlig opdragelse:
I og med at hidtidige normer og værdier i så stor en udstrækning er blevet
eroderet, er der ikke længere nagelfaste regler for, hvordan vi skal forholde os i
forældreskabet. Det giver en mængde nye muligheder for refleksion med henblik
på at skabe indhold i forældreskabet. Men det danner på samme tid grobund for
usikkerhed og rodløshed, når intet ligger fast. (Hestbæk 1999: 172)
Til moderne forældreskab hører altså en udstrakt opmærksomhed om ansvaret for at
understøtte barnets kompetenceudvikling. Samtidig betragtes barnet i stigende grad
som et selvstændigt individ, hvorved relationen mellem voksen og barn i mindre
omfang end tidligere udgør et asymmetrisk forhold med forældrene i den autoritative
rolle. Børn inddrages således i stigende grad i diskussionen og tilrettelæggelsen af