Den almene boligsektors fremtid.pdf - Ministeriet for By, Bolig og ...

Selskabernes boligsociale forpligtelser blev fastholdt. De er fortsat forpligtet til
at opføre og administrere gode boliger og boligområder fortrinsvis til personer i
lavindkomstgruppen og deres indtægter skal medgå til løsning af denne opgave.
Nulstillingsreformen betød, at de hollandske sociale boligselskaber blev "sociale
entreprenører", der skal balancere mellem en finansiel uafhængighed, og en
offentligt fastsat social forpligtelse til at investere i ikke-overskudsgivende
aktiviteter.
Udviklingen siden reformen har vist, at balancen mellem sociale og økonomiske
hensyn er vanskelig. Som markedsaktører forfølger selskaberne en rationel
risiko-minimeringsstrategi med den følge, at de ikke i tilstrækkeligt omfang
lever op til de offentligt fastsatte målsætninger for sektorens virke. Dette viser
sig ved, at selskaberne ikke er tilstrækkeligt aktive inden for områderne nybyggeri,
renovering og byomdannelse, og de kritiseres for ikke at tilvejebringe
tilstrækkeligt mange billige lejeboliger.
Nulstillingsreformen betød endvidere, at statens og kommunernes direkte regulering
af sektoren via subsidier blev afløst af en indirekte og mere "blød" offentlig
styring med udgangspunkt i lokale resultatkontrakter mellem kommunerne
og de sociale boligselskaber. Markedsorienteringen, og en bølge af selskabsfusioner,
har samtidig bidraget til at løsrive selskaberne fra deres oprindelige
lokale udgangspunkt. Reformen har således givet boligselskaberne en dobbelt
uafhængighed; dels af de offentlige myndigheders regulering, dels af deres
traditionelle lokale forankring eller base.
De sociale boligselskaber står i dag over for store opgaver i forbindelse med at
renovere den eksisterende boligbestand, hvoraf en stor del er bygget i tiden
efter 2. Verdenskrig, og skabe tilstrækkelige boligtilbud til en aldrende hollandsk
befolkning.
Fra politisk hold stilles krav om, at de sociale boligselskaber udligner indbyrdes
økonomiske forskelle, øger effektiviteten og indfrier deres boligsociale
forpligtelser. I takt med at selskaberne samlet set ikke indfrier de offentligt
fastsatte sociale forpligtelser, udtrykker både stat og kommuner et stigende
ønske om at etablere en øget kontrol med sektoren. Regeringen konstaterede
selv i 2001, at nulstillingsreformens statslige hands-off politik overfor boligselskaber
og kommuner var gået for vidt. Siden da er der da også sket forskellige
stramninger overfor sektoren. Senest er det blevet et lovkrav, at kommunerne
DEN ALMENE BOLIGSEKTORS FREMTID 41