Den almene boligsektors fremtid.pdf - Ministeriet for By, Bolig og ...

gå fra en markedsandel på 36 pct. til en andel på 25 pct. (1,75 mio. boliger) i
2010 (Ouwehand 2002, s. 206).
Det faktiske salg af sociale boliger indfrier ikke de opstillede målsætninger. I
1998, 1999 og 2000 blev der solgt ca. 23.000 lejligheder om året, og i de senere
år sælges der kun ca. 10.000 boliger årligt.
Der sælges færrest boliger i det vestlige Holland, hvor boligmarkedet er presset
og afstanden mellem huslejer og købspriser derfor størst. For at fremme salget
har selskaberne mulighed for at sælge med en prisreduktion i forhold til den
anslåede markedsværdi. Gives der prisreduktion har boligselskabet en tilbagekøbsklausul,
og både fortjeneste og tab i forbindelse med salg deles mellem
boligkøber og boligselskab. Prisreduktionsmodellen har bidraget til at stimulere
salget af sociale boliger. Kun ældre lejligheder kan omfattes af discountordningen,
nye lejligheder skal derimod sælges til markedspris.
13.2.3. Reformprocessen
Indledning
Hovedtemaet i den hollandske boligpolitik siden 1960’erne har under skiftende
regeringer været liberalisering af boligmarkedet, og størst mulig reduktion i
den offentlige støtte under hensyn til behovet for nybyggeri for at modvirke
boligmanglen i Holland (Boelhouwer 2005). Regeringens hvidbog "Boligpolitik
i 90’erne" fra 1989 satte dagsordenen for den hollandske boligpolitik i det
følgende årti: Statslig tilbagetrækning fra boligmarkedet (deregulering), politisk
og administrativ decentralisering af ansvaret for den sociale boligsektor fra
staten til kommuner og boligselskaber, ophævelse af sektorens subsidier til
mursten (objektive subsidier) og den økonomiske frisættelse af de sociale boligselskaber
(nulstillingsreformen). Den individuelle boligstøtte blev fastholdt
og udbygget med henblik på at sikre, at lavindkomstgrupper også fremover
ville have adgang til rimelige boligforhold. Endelig introducerede hvidbogen
mis-match terminologien i analysen af den sociale lejeboligsektors dobbelte
problem; velstillede personer boede til leje i subsidierede lejligheder, og dårligt
stillede lejere boede i relativt dyre lejligheder med høj subjektiv subsidiering til
følge (van Kempen & Priemus 2002, s. 241-242).
90’ernes nulstillingsaftale
Som et led i opfyldelsen af ØMU’ens konvergenskrav til de offentlige budgetter
blev der i midten af 1990’erne gennemført en større reform af den hollandske
sociale boligsektor med henblik på at nedbringe de offentlige subsidier, der
DEN ALMENE BOLIGSEKTORS FREMTID 485