Betænkning om offentlighedsloven Bind 1 - Borger.dk

Offentlighedskommissionens betænkning – Kapitel 9
2, kun gælder for dokumenter, der er udfærdiget af eller indgået til de nævnte
virksomheder efter den 1. januar 1987.
4. Nærmere om offentlighedslovens § 1, stk. 3 – private
institutioner mv.
4.1. Det følger af § 1, stk. 3, at vedkommende minister – efter forhandling med
justitsministeren – kan fastsætte regler om, at loven skal gælde for nærmere angivne
selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den
offentlige forvaltning. Bestemmelsen kan anvendes i to situationer.
For det første kan bestemmelsen i § 1, stk. 3, anvendes, hvis udgifterne ved
f.eks. en institutions virksomhed overvejende dækkes af statslige, regionale eller
kommunale midler. I den situation vil offentlighedsloven gælde helt for den
pågældende institution mv. Om dette spørgsmål er bl.a. anført følgende i forarbejderne,
jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 206 f:
284
”[…] Overførelsen af midler vil normalt bestå i direkte tilskud, men bestemmelsen
omfatter også tilfælde, hvor en institutions udgifter dækkes i form af medlemsbidrag
og lignende eller af egentlige betalinger fra offentlige myndigheder
for modydelser. Det er ikke fundet muligt at lade no gen bestemt procentsats af
de offentlige midler i forhold til de samlede udgifter være afgørende Der må anlægges
en individuel bedømmelse heraf på grundlag af en række andre faktorer,
herunder navnlig hvilken virksomhed institutionen udøver. Kravet om, at den
offentlige udgiftsdækning skal være »overvejende«, indebærer dog, at den offentlige
andel skal være af en betragtelig størrelse i forhold til de samlede udgifter,
i alt fald ikke un der 60-70 pct. heraf. Bestemmelsen vedrører alene betaling af
driften og kan derfor ikke bringes til anvendelse som følge af f.eks. størrelsen af
det offentliges aktiebesiddelse i et selskab.”
For det andet kan det efter offentlighedslovens § 1, stk. 3, bestemmes, at loven
skal gælde i det omfang et selskab mv. ved lov eller i henhold til lov har fået
tillagt beføjelse til at træffe afgørelse på statens, en regions eller en kommunes
vegne. Der sigtes hermed til tilfælde, hvor institutionen mv. kan træffe bindende
afgørelser i forhold til enkeltpersoner eller virksomheder. I denne situation
vil loven alene gælde for de pågældende afgørelsessager og således ikke for
selskabets øvrige virksomhed.
I forarbejderne til bestemmelsen er det som nævnt i pkt. 2.9.2 forudsat, at
der kun i begrænset omfang vil kunne blive tale om at lade loven gælde for