Betænkning om offentlighedsloven Bind 1 - Borger.dk

Offentlighedskommissionens betænkning – Kapitel 16
596
koordinerer regeringens politik. Sammensætningen og arbejdsdelingen mellem
Ø- og K-udvalget afhænger af regeringen, herunder parti- og personkonstellationer,
tyngden af tværgående policy-initiativer mv.
K-udvalget ledes af statsministeren og varetager større politiske sager og strategiske
beslutninger. Ø-udvalget ledes af finansministeren og varetager alle sager
med større økonomisk indhold. Regeringen har desuden et udenrigspolitisk udvalg,
der spiller en nøglerolle i den danske EU-beslutningsprocedure.
Tendensen har siden starten af 1980’erne været en stadig tættere koordinering,
hvor udvalgenes rolle har fået øget betydning ved hvert regeringsskifte. Ø- og
K-udvalget understøttes begge i deres arbejde af forberedende embedsmandsudvalg
på departementschefsniveau. Før det seneste regeringsskifte i 2001 var det
kun tilfældet for Ø-udvalget, men der findes nu også en forberedelsesgruppe for
K-udvalget. De enkelte udvalgs betydning varierer dog over tid bl.a. afhængigt af
den politiske konstellation.
Behovet for mere tværgående koordination er et udtryk for, at politiske udspil, i
et kompleks og udbygget velfærdssamfund som det danske, som hovedregel vil
berøre flere ministerområder. Der er en tendens til, at den tværgående policykoordination
er blevet stærkere trods den formelle ressortopdelte struktur i centraladministrationen.
Tendensen til øget koordinering afspejles også i regeringsgrundlag og -programmer.
Der er i de seneste år formuleret forholdsvis detaljerede mål for regeringens
virke allerede ved dens tiltræden. Dertil kommer tidsbegrænsede ministerudvalg
og handlingsplaner for større indsatsområder.
Sådanne fælles tiltag fordrer et langt mere koordineret samarbejde på tværs af
ministerier end hidtil påkrævet og indskrænker i et vist omfang den enkelte ministers
og det enkelte ministeriums rum for selvstændige initiativer.
Kravet om koordineret samarbejde på tværs af ministerier vedrører alle faser
af beslutningsprocessen, herunder policy-formuleringen, implementeringen og
opfølgningen på, om de gennemførte initiativer har medført de ønskede resultater.
Tendensen udfordrer til en vis grad den formelle ressortopdelte struktur og
opfølgningsmekanismer i centraladministrationen.”
Det er på denne baggrund kommissionens opfattelse, at der også foreligger
tungtvejende grunde til, at ministerier indbyrdes i fortrolighed kan udveksle
dokumenter i forbindelse med den politiske ministerbetjening.
Det er kommissionens opfattelse, at behovet for i fortrolighed at kunne udveksle
dokumenter i forbindelse med ministerbetjening er aktuelt, hvor en sag,