KØNSLIGESTILLING BLANDT ETNISKE MINORITETER I DANMARK

12 Kønsligestilling blandt etnisKe minoriteter i danmarK
• Sundhed: Sundhed er for alvor kommet på dagsordenen de seneste år og ligeledes i forhold til den udsatte
del af de etniske minoritetskvinder.
Sideløbende med de ofte positive udviklinger, der har været både for kvindernes forudsætninger for kønsligestilling
og faktisk kønsligestilling, er mændene på mange områder sakket agterud. Fra at være regnet som ’det
andet køn’ i forhold til kønsligestilling blandt etniske minoriteter, er den største udfordring i dag at få inddraget
mændene som et ligeværdigt køn.
Der er en lang række mandlige grupper, hvor viden og indsatser er ikke-eksisterende, f.eks. isolerede mænd,
mænd med psykisk og fysisk sygdom samt familiesammenførte mænd, der i mange henseender har fuldstændigt
identiske problemkomplekser med de familiesammenførte kvinder. Herudover er det også en udfordring
at udvide målgruppen af kvinder til også at inkludere grupper som asiatiske og østeuropæiske kvinder samt
kvinder i blandede ægteskaber.
På flere områder synes indsatserne for kønsligestilling at være modne og indlejrede nok til at gøre op med nogle
af de traditionelle tilgange, f.eks. kønsopdelte indsatser, der nu blevet reglen mere end undtagelsen. Det har
vist sig at have mange fordele, men ikke desto mindre synes denne rådende logik at være åben for supplement.
Der kan stadig være behov for de opdelte indsatser, men ikke desto mindre kan det konstateres, at der dels ikke
er tilsvarende fora og indsatser for mændene (de er altså snarere ekskluderet end opdelt og ikke pga. manglende
behov), og at der dels er områder, hvor det kan være hensigtsmæssigt at have begge køn tilstede. Derudover
er det påkrævet at gøre op med tendensen til at se på kvinder som ofre for ulighed og mænd som ansvarlige
for samme ulighed. Kvinders rolle som opretholdende traditionelle og begrænsende kønsroller og -normer er et
område, der med fordel også kan fokuseres på.
1.9 DE GODE INDSATSER
Tilgangen til indsatser for øget kønsligestilling blandt etniske minoriteter har ikke som sådan et katalog af særegne
karakteristika og metoder. Det er med andre ord vanskeligt at definere grænserne for et selvstændigt felt
med unikke best practice metoder og resultater. Feltet deler tilgange og metoder med det generelle integrationsområde,
og ofte er kønsligestilling en del af en mere helhedsorienteret indsats i forhold til at fremme særligt
etniske minoritetskvinders levevilkår og rettigheder. Kønsligestillingssigtet findes således mindre som særegne
metoder og mere som medarbejdernes indgående målgruppekendskab, stærke profiler og faglige kompetencer
på området. Sidstnævnte indbefatter en bevidsthed om køns betydning og om de dynamikker, der kan opretholde
og forandre bl.a. stereotype og begrænsende kønsforestillinger.
Overordnet er der to parametre, som har stor betydning for tyngden af indsatserne: Nemlig tid og koordinering.
Indsatser må være vedvarende og vedholdende for at opnå den ønskede effekt, ligesom koordinering forudsætter,
at der sættes ind på centralt og politisk niveau for at have overblik over og koordinere de mange indsatser og aktiviteter,
således at de supplerer og ikke modarbejder hinanden. De enkelte projekter skal også koordinere lokalt, således
at projekter og indsatser ikke ender med at konkurrere mod hinanden i de samme geografiske områder.
Herudover skal fremhæves et tredje parameter, som handler mere om faglighed og troværdighed i indsatsen
end om rammerne for indsatsen. Idet metoder og tilgange i så høj grad er sammenfaldende med det øvrige integrations-
og ligestillingsfelt, bliver det af afgørende betydning for en prioriteret kønsligestillingstilgang og for