KØNSLIGESTILLING BLANDT ETNISKE MINORITETER I DANMARK

120 Kønsligestilling blandt etnisKe minoriteter i danmarK
andet køn’ i forhold til kønsligestilling blandt etniske minoriteter, er den største udfordring i dag at få
inddraget mændene som et ligeværdigt køn.
Den øgede bevågenhed på mændenes problemer kommer efter mange år, hvor de primært har optrådt i kønsligestillingsdebatten
som årsager til kvindernes manglende kønsligestilling. De har sjældent været aktive subjekter
i den kønsligestillingsindsats, der har været prioriteret. Forstået som hindringer for kvinders frigørelse,
ligestilling og selvstændighed, har incitamentet til at kaste lys på deres eventuelle problemstillinger ikke syntes
stort. Forskellige udviklinger har været medvirkende til at sætte mændenes ligestilling på dagsordenen: For
det første, at kvindernes øgede kønsligestilling og handlefrihed har eksponeret nogle mænds dels utilstrækkelige
holdninger og adfærd i forhold til en dansk levevis og dels deres til tider uhensigtsmæssige reaktioner på kvindernes
udvikling (f.eks. øget kontrol og begrænsninger af kvindernes frihed for at modstå deres løsrivelse). For
det andet, at statistikker viser, at særligt drenge og unge mænd med anden etnisk baggrund har gevaldige problemer
i forhold til f.eks. uddannelse. Og endelig, for det tredje, at der er ved at ske et skift i den generelle kønsligestillingsdebat,
hvor det er blevet mere legitimt at beskæftige sig med problemstillinger og uligheder i forhold
til mænd. Dette rammer også langsomt mændene med anden etnisk baggrund, heldigvis i et langt hurtigere
tempo end Kvindekampen ramte de etniske minoritetskvinder.
Den nye manderolle og det generelle skifte i forhold til at se mænd som relevante modtagere af kønsligestillingsindsatser
er således kommet på dagsordenen. Ligesom der i mange år er blevet produceret viden om og iværksat
indsatser for de særlige problemstillinger og barrierer for etniske minoritetskvinder, er det nu tilsvarende nødvendigt
at undersøge og handle på ’det særligt etniske’ og ’det særligt mandlige’ i denne debat. Langt de fleste af
indsatserne i Del II, som er rettet mod kvinderne, ville også være relevante for store dele af de udsatte mandlige
minoritetsgrupper: Sprog, samfundsoplysning, viden om skilsmisser og konsekvenser af ændrede familieformer,
rettigheder, foreninger, vold, sundhed m.v. Mange af mændene har den samme profil af udsathed som kvinderne,
og de lever ligeledes i den særlige kombination af minoritetsvilkår, migrationsvilkår og marginaliseringsvilkår.
At mændene har undsluppet sig opmærksomhed skyldes formentlig også, at de oftere end kvinderne er i beskæftigelse,
og derfor ikke er i samme økonomiske søgelys fra kommunernes side. Endelig har der været en integrationsdebat,
der i høj grad har haft fokus dels på de utilpassede unge mænd og dels på mænd som i religionens
og traditionens navn har undertrykt kvinder.
Den massive indsats på kvinder har været tiltrængt og velkomment, og italesættelsen af mændene i kønsligestillingsdebatten
bør ikke bruges som anledning til at afbryde eller mindske det gode arbejde hermed. Snarere
bør det udvide skopet for viden og indsatser, både i forhold til mænd som sådan og i forhold til relationen mellem
mænd og kvinder. Der er masser af erfaringer at hente fra kvindeområdet, og udfordringen bliver at videreføre
uden at kopiere, dvs. at der nu ligger et stort forarbejde i at sætte sig ind i mændenes omstændigheder,
behov og barrierer - ikke blot som afledt af og som modstykket til kvinderne, men i deres egen ret.
12.3 ØVRIGE UDFORDRINGER I FORHOLD TIL FREMME AF KØNSLIGESTILLING
Udover inddragelse af mændene som ligeværdige i kønsligestillingen, vil vi nævne et par yderligere udfordringer
af generel karakter for den samlede tilgang og indsats. Den første ligger i forlængelse af ovenstående og handler
om en generel udvidelse af den relevante målgruppe for viden og indsatser på området, og den anden handler
mere om den grundlæggende tilgang til at behandle og fremme kønsligestilling blandt etniske minoriteter.