KØNSLIGESTILLING BLANDT ETNISKE MINORITETER I DANMARK

122 Kønsligestilling blandt etnisKe minoriteter i danmarK
rådende logik dog at være nær, dvs. at den er åben for udfordring. Ikke sådan at forstå, at der ikke stadig er behov
for de opdelte indsatser, men mere en observation af dels, at der ikke er tilsvarende fora og indsatser for
mændene (de er altså snarere ekskluderet end opdelt og ikke pga. manglende behov) og dels, at der er områder,
hvor det ville være hensigtsmæssigt at have begge køn tilstede. Det er efterhånden ikke så farligt og sensitivt at
italesætte og beskæftige sig med kønsligestilling - mange både mænd og kvinder med anden etnisk baggrund
er blevet skolet ind i det efter at have levet i Danmark i mange år. Til gengæld synes det efterhånden presserende
at samle de to køn, da udvikling , forandring og fremme af kønsligestilling i sidste ende handler om relationen
mellem kønnene og deres gensidige forventninger, adfærdsmønstre, holdninger m.v. Hver ting til sin tid,
men spørgsmålet er om det ikke er tid til at supplere nogle indsatser og tilgange med en blandet deltagerprofil.
Et andet mætningspunkt kommer i naturlig forlængelse af ovenstående: Nemlig et opgør med kvinder som
ofre for ulighed og mænd som ansvarlige for samme ulighed. Udover at offer-bøddel-tilgangen aldrig er særlig
konstruktiv, så hindrer den også et nuanceret syn på begge roller. I dette tilfælde dels at se nuancerne i kvindernes
rolle, hvor ansvar for opretholdelse af traditionelle og begrænsende kønsrollemønstre bestemt ikke kan
afskrives, og dels at se nuancerne i mændenes rolle, hvor de også er genstand for begrænsende og kontrollerende
normer og kodekser. Der har særligt i offentlige debatter og det politiske fokus været en tendens til at
lukke øjnene for, hvor stor en rolle mødrene f.eks. spiller i forhold til tvangsægteskaber og social kontrol og i
forhold til opretholdelse af stereotype kønsroller og adfærdsmønstre hos børnene. Kvinderne er med rette blevet
udpeget til at være afgørende at nå i forhold til børnenes integration og i forhold til holdningsbearbejdelse,
men samtidig er de også med- og (af og til) eneansvarlige for bevarelsen af oprindelseslandenes traditioner
i forhold til kønsroller og -normer. Med den eksisterende erfaring i metoder og tilgange baseret på tid, tillid,
tryghed og fortrolighed, er det vigtigt, at professionelle og projektledere tør tage disse sværere emner op
og ikke af frygt for, at kvinderne falder fra projektet, undlader at tage hul på de områder, hvor kvinderne selv
skaber barrierer og problemer.
Kønsligestilling - er det ens for alle?
Den sidste udfordring vi vil rejse her handler også om nuancer, nemlig hvorvidt man kan tale om nuancer af
kønsligestilling eller om forskellige varianter af kønsligestilling. Er man f.eks. mindre ligestillet, når man selvvalgt
som etnisk minoritetsmor på Nørrebro går hjemme, end når man selvvalgt som dansk mor i Hellerup går
hjemme? De fleste ville nikke genkendende til to forskellige forklaringsmodeller, hvor den første situation meget
vel kunne have medfølgende ord som ’undertrykt’ og ’tvang’, mens den anden kunne have ord som ’overskudsmor’,
’privilegeret’ og måske endda ’opofrende’ i forhold til børnenes behov. Den første kvinde vil blive
underkendt for hendes valg, mens den anden vil blive anerkendt.
Det er selvsagt karikeret sat op, men det bør ikke desto mindre overvejes, om fortolkningen af, hvad der er
krænkende og begrænsende for ligestilling kan være kulturelt, politisk og økonomisk neutral. Det er f.eks. værd
at reflektere over og forholde sig bevidst til, om opfattelsen af bestemte kulturers goder og onder på forhånd
forhindrer os i at forholde os til virkelighedens faktisk udlevede ligestilling eller mangel på samme. Eller at reflektere
over om politiske og ideologiske standpunkter skygger for at se lighed og ulighed i praksis uanset, hvor
og i hvilke grupper den dukker op. Eller at reflektere over om økonomiske incitamenter bestemmer, hvor alvorligt
vi anskuer problematikker i forhold til kønsligestilling - f.eks. om det er mere problematisk og indsatskrævende,
når en muslimsk kvinde på kontanthjælp ikke har viden, sprog og handlemuligheder end når en vietnamesisk
selvforsørget kvinde ikke har?